Teologen Ole Jensen har i sin bog “I vækstens vold” en gennemgang af fire aspekter ved kristendommens natursyn eller virkelighedssyn. Jeg har ikke fundet nogen bedre beskrivelse af kristendommens komplekse natursyn.
1. Naturen er et middel. ikke kun et middel, men også et middel. Den første skabelsesberetning giver os lov til at bruge naturen som materiale. Vi kan fælde træer og lave brædder. Vi kan rydde en lysning i junglen.
2. Naturen er en mulig partner. Den humanistiske kraft i kristendommen, sender os i retning af at dyrke og vogte haven, og samarbejde med naturen for eksempel om korn, som vi laver til brød.
3. Den skabte natur er en kilde til glæde og undren. Søer, træer og fugle kommer os i møde med deres egen fremmede stolthed og værdi.
4. Naturen er grusom. Døden kommer hurtigt til den langsomme antilope og det kolerasmittede barn. Vi bliver indhentet af døden. Vi bliver indhentet af konsekvenserne af vores livsstil. Det kristne evangelium om syndernes forladelse og nyt liv gør det muligt at være til, mens vi er aktive i forebyggelse og udryddelse af lidelse. Evangeliet gør det muligt for os at forholde os til vores liv med konstruktiv sorgløshed.
Har Ole Jensens natursyn nogen konsekvenser for maleriet ? Det rejser i hvert fald nogen billeder:
Landskabsmaleriet hylder ofte naturen som kilde til glæde. Det er det maleri som finder nye steder og dykker ned i naturen og lade den fylde. Det er det maleri som siger: Se her ! Jeg kommer til at tænke på Albrecht Dürers akvarel af en græstørv. Men hvorfor nøjes med et billede ? Hvorfor ikke bare gå ud og se det selv ? Det var måske egentlig det, som Dürer gjorde.Dürers akvarel er en dyrkelse af motivet. Et ømt kærtegn.
Det danske landskab er et kulturelt landskab. Mennesket er på spil i naturen på en måde, som det er svært at se bort fra. Der står en vogn med halm. Der går en vej. Der ligger et kraftværk. Mennesket som bruger naturen som materiale eller samarbejdspartner fylder i billedet. Hvis man vil lave billedet af naturen som kilde til glæde, skal man se bort fra højspændingsmasten. Landbrugslivet har vist os naturen som arbejdsplads. Plovmanden blev malet. Og kartoffeloptagningen.
Naturens grusomhed giver også billeder: Shakleton og Wild fotograferede deres ekspeditionsskib Endurance, mens det blev skruet ned i isen ved Antarktis. Det var med nød og næppe at de kom hjem fra den tur. John Olsen fandt flere hundrede døde mågeunger på stranden og lavede en montage af dem. Pressefotos har vist os rystende billeder af grusomhed: En grib sidder i sandet og venter på at en dreng skal blive svag nok. Tsunamier skyller byer væk.
Hvad bliver Guds svar? Et billede og et rygte. Billedet af den korsfæstede Gud, der lider med os. Rygtet om at han opstod fra de døde.
