Mine billeder er måske lovlig forskellige. Vil du ikke for meget?, er der nogen der spørger. Når man går i flere retninger, kan man tabe retning og fremdrift. Det er naturligt for et galleri at ønske sig billeder, der er lette at genkende. Hvert kunstner sit brand. En vare man kender.
I det år jeg har malet på fuld tid, har jeg prøvet at finde ud af, hvad jeg vil. Indholdsmæssigt har jeg to afsæt: Natur og kristendom. Der er en spænding i indholdet. En kendt spænding: De keltiske kristne har for længst beskrevet naturen som Guds lille bog. Journalisten Charlotte Rørth har for nylig stillet sig samme sted med titlen på sin ny bog: “Gud, du er jo lige her!” Spændingen er kendt i teologien. Det er spændingen mellem skabelse og frelse. Dogmet om treenigheden holder netop den spænding åben. Som et rum, hvor der er plads til at male og tegne.
På den formmæssige side kan det også se ud som om jeg ikke har valgt. Skal jeg være lidt venlig ved mig selv, så vil jeg sige, at jeg zigzagger mig fremad. Jeg er vokset op i en havneby, hvor flere kunne kunsten at vrikke en jolle. Man zigzagger med een åre på bagenden af jollen. Det går ikke stærkt, men man kommer fremad. For tiden finder jeg inspiration hos Cecily Brown, der arbejder frit med kunstens store historier, og hos Tu Hongtao, der fortæller historier i abstrakte landskabsmalerier.
Det formmæssige rod er ikke tilfældigheder, men troskab mod indtryk. Det er det jeg vil. Mens jeg venter på at stivne som maler, vil jeg glæde mig over at der er liv og bevægelse.