Jeg troede at impressionisme var een isme mellem flere, fyldt med dejlige og efterhånden også fortidige billeder af solflimmer over vand. Nu har jeg været ved at læse i Norbert Wolfs bog “Impressionism. Reimagining art”. Det er gået op for mig, at impressionismen først og fremmest var en befrielse.
Impressionister kastede det åg af sig, som det akademiske maleri havde lagt på malerne. Historie-maleriet var det fine maleri. Et landskab var ikke et gyldigt motiv – kun hvis det bakkede et historisk tema op. En nøgen krop var kun i orden, hvis den bakkede et mytologisk motiv op.
Impressionisterne smed det akademiske filter ud til højre og gik direkte til værks med landskaber, kroppe og dagligliv. De kastede ikke traditionen ud som sådan, men studerede selv de gamle mestre, og brugte deres studier i et nyt maleri.
Den direkte oplevelse lagde vægt på bevægelse. Med vand som baggrund fik de en flydende bund i maleriet. Malerne var ude hos motivet i sansning og oplevelse. Farven blev jo alligevel ikke en gang for alle lagt på lærredet. Øjet legede med i farveopfattelsen. Præcision måtte vige for et mere umiddelbart indtryk.
Det blev en jagt på øjeblikket. Monet øvede sig i kun at male højst en halv time på et billede. Hvis lyset skiftede undervejs, så lagde han lærredet til side og begyndte på et nyt. Nogle børn tjente deres lommepenge ved at bære hans lærreder hjem. “Jeg har slet ikke noget atelier”, sagde han. Det var ikke rigtigt. Han gik tit hjem og pudsede lidt efter. Hans punch line må høres som en markering af at udendørs-maleriet er det rigtige maleri.
Jagten på øjeblikket blev inspireret af fremkomsten af fotografiet. Monet mente at han objektivt kunne udtrykke øjeblikket med pensel og farve. Men kampen mod tiden kan man maleren kun tabe. I den hektiske jagt på øjeblikket kan maleren komme til at skuffe sin langsomhed, frugten af at motivet synker ind. Måske skulle Monet slappe lidt af.
Impressionister sloges med det akademiske maleri. Jeg kan bare gå udenfor når det passer mig og være sammen med virkeligheden gennem blyant eller pensel. Det er en befrielse, og i den befrielse er jeg fuldstændig eet med impressionisterne.
Nu er det akademiske maleri vendt tilbage. Et billede skal bidrage med noget nyt for at gælde. Og det er ikke nyt at gå ud til motivet. Der skal en hidtil uset provokation til. En fræk kombination. En forargelig sammenstilling. Ofte er kombinationen bare kedelig.
Nogle impressionister brugte selv kombinationsgrebet: Malede mytologiske malerier med parisisk virkelighed og nye frække frokoster i det grønne. Alt foregik ikke ude ved motivet. Der blev også tænkt før der blev malet. Men først og fremmest er impressionismen en befrielse til at være ude i virkeligheden, tæt ved motivet. Monet fik sin egen atelierbåd, så han kunne sidde i skyggen tæt ved vandet.
