For nylig var jeg ved at male nogle enkelte blade på et løvtræ. De blev da også nydeligt placeret. Lidt for nydeligt faktisk. De skulle egentlig sidde mere tilfældigt. Efter et par forgæves forsøg, prøvede jeg med lukkede øjne, og det gik meget bedre. Men spillede mine fejlbehæftede erfaringer om blades placering ikke også med her ?
Jo, de gjorde. Og det er godt nok. Det er vigtigt at se, men det er også vigtigt at vide, hvordan tingene ser ud. Det ser ud til, at mange malere har haft erfaringer med deres yndlingsmotiver. Dem har de fået ved flittige studier, og det har hjulpet dem videre. Johannes Larsen ved hvordan en svane ser ud.
Et par dage efter tegnede jeg ved Egå Engsø. Nogle ænder, jeg ikke kendte græssede tæt ved. I fuglebogen så det ud til at være knarænder. Der sad også mange ude på vandet. De svømmede frem og tilbage mellem hinanden. Jeg kunne altså ikke slippe for bevidst at placere dem på min akvarel. Det blev også lige lovlig nydeligt. Indtil jeg placerede nogen ænder med lukkede øjne. Det hjalp.
