Det døde hav beder til Gud

Om Salmernes Bog som bønnens billedforsyning

Til sommer skal jeg lede et akvarelværksted om Salmernes Bog på Børkop højskole. Jeg synes det er svært at lave religiøse billeder. Nu har jeg tvunget mig selv til det. Indtil videre går det fremad.

Salmernes Bog har altid været kirkens bønnebog. Der møder man det kirkelige bedesprog. Det er sådan vi plejer at bede. Salmernes Bog er også en erfaringsbaggrund for den personlige bøn. Den giver en masse bud på, hvad man kan blande Gud ind i. Og hvordan man kan gøre det. Gud bliver rost, og Gud bliver skældt hæder og ære fra. Grænserne for bøn udvides, oplever de fleste. Også lige rigeligt nogen gange. Jeg kendte godt til salmistens selvretfærdighed, men det kom bag på mig, at bønnerne også var rasende og direkte voldelige, når man læser revl og krat. I den pæne ende lyder det: “Du er hævnens Gud”. Det var netop på det tema, at Jesus valgte at lave citatfusk, da han stillede op i Nazarets synagoge. Han sprang over en linje hos Esajas, der også handlede om Guds hævn.

Når man arbejder med bibelhistoriske billeder står problemerne i kø: Hvilken tid skal de foregå i? Hvordan klædes figurerne på? Skal det være illustrativt eller tæt på læseren? Hvordan kommer man udenom klicheerne?

Når man arbejder med Salmerne Bog undgås de fleste af den type problemer. Det er bønner, ikke begivenheder eller lignelser. Kikker man i Rembrandt-Bibelen, så har han ikke nogen bud på tegninger til Salmernes Bog. Det er tænkevækkende.

Salmerne Bog er noget andet end bibelhistorie. Billeder fra Salmernes Bog findes til gengæld på plakater. Her er salmecitaterne ofte sat sammen med landskabs-porno. Jeg håber på, at det går med at komme udenom klicheerne, når kameraet skiftes ud med penslen. Der er mange muligheder:

Mange af bønnerne tillægges kong David. Vi kan identificere os med David på godt og ondt og lave billeder af det. Det bliver bibelhistoriske billeder, men det følelsesmæssige fylder så meget, at de billedmæssige problemer med tidsafstanden fordamper – håber jeg.

Jeg elsker hyrdebilledet. Det er så stærkt, at jeg med samlede ben hoppede ud i problemerne med at lave det bibelhistoriske billede. Det gik ikke. Måske kan jeg lave bedre billeder ved at tænke på, hvilke funktioner hyrden har.

Salmerne er fulde at stærke symboler og billeder. Som vi har brug for at lave billeder af for at fastholde dem. “Du dækker bord for mig” er et dejligt billede. Den taknemmelighed oplever jeg stærkt, når jeg er ude at skralde. Det bliver et billede af skraldevarer i håndvasken.

“Josef blev solgt”. Så lidt skal der til, før eet billede minder om hele den lange historie, som ender med at Gud vender tingene til det bedre. Jeg har selv stået sommerligt klædt i en cisterne i Israel, men det var med udsigt til morgenmad på vandrehjemmet. Josef var langt ude og måske også langt nede. Josef-historien er en lang stærk historie. Det viste sig: Han var alligevel ikke glemt.

Vi kan bruge en induktiv metode: Altså vende det lidt om og begynde med os selv, og så gå til David bagefter. Hvordan ville David bede, hvis han var os, og hvordan ville det se ud på billeder? Hvis vi var truet af krig ? Eller af Gud? Det kan være bønner, vi har bedt, eller bønner vi vil bede snart.

Salmisten viser os, hvordan vi kan lade tak og ros flyde frit til Gud. Jeg får selv nogen billeder af landskaber og befriende vejrudsigter. Det kunne også være billeder af den menneskelige figur, som udtrykker taknemmelighed. Billederne skal nok males stående, og mere med armene end med fingrene.

Salmistens frustrationer flyder også frit. Sorg, blues og frustration og raseri. Jeg var nået til Salme 10, da krigen begyndte i oktober. Jeg malede et ruinbillede med den bibelske tekst: “Gud ser til siden. Han ser ingenting..” Det kan komme som billede. Og det kan komme som bøn.

Mens jeg læste Salmernes Bog, kom nyheden om det døde hav. Jeg er opvokset ved Lillebælt med en fiskestang i den ene hånd. Jeg er ikke færdig med at lave billedet af det døde hav, der beder til Gud. Det bliver brunt, så meget kan jeg sige. Foreløbig har jeg skrevet videre på en salme fra Salmebogen:

Af dybsens nød, o Gud, til dig, mit bange råb jeg vender. Jeg bliver kvalt i skidt og lort, jeg gisper efter ilten.

En af gaverne ved at arbejde med Salmernes Bog er, at der kun skal så lidt tekst til for at give et billede: “Jeg ved, jeg er trådt over stregen”. “Pust liv i mig” . “Jeg har ikke gjort dem noget”. “Han fulgte mig ud i det åbne land”. “Engene klæder sig i lam”.

Når man først kommer i gang, kan man ikke stoppe. Billedsprog melder sig fra ens egen bøn: “Du har åbnet en dør for mig” Det står ikke i Salmernes Bog, men det kunne det lige så godt have gjort. Jeg tror det kom fra Benny Andersen.

Salmerne bog er fuld af bønnens billeder. Følelserne står forrest. Akvarel er god til følelser.

Hamborgs landskaber

I september 2022 var jeg i Hamborg. Det var min plan at betragte havnen som et landskab. På samme måde som jeg har malet i Aarhus og betragtet byen som et landskab.

Jeg opholdt mig mest på nordsiden af havnen og havde foran mig havnens trafik, skibsværfter og containerkraner. Modlyset gjorde forenklingen let. Til gengæld tiltrak skibene sig min opmærksomhed og fantasien måtte i sving for at få fyld i forgrunden.

Himlen og vandet var de naturlige elementer, alt andet som øjet faldt på, var menneskeskabt. Jeg måtte genbesøge Anders Zorns akvareller fra Hamborg. Han placerede horisonten højt, og forbandt de mørke felter: Skibe, industri, røg og pullerter. Han sørgede for en figur i forgrunden: En jolle med en mand. Akvarellen som medie hjalp ham: Det beskidte havnevand er virkelig godt malet.

Jeg tog ned for at male bylandskab – og kom hjem med skibe. Skibe er som kroppe

Din strålende hånd


I den gode gamle dage holdt Gud til i himlen. Den var hans hjemmebane og den er stadig det sted vi ringer hen, når vi vil tale med Gud: Fader vor, du som er i himlen..

Gud bestemte sig for at få sit udtrykte billede på jorden: Hans søn Jesus Kristus. Og senere rykkede han nærmest helt ned i kælderen og blev grunden under det hele i dybets dimension.

Sideløbende med denne bevægelse rykkede horisonten opad på landskabsmalerierne. Himlen kunne engang fylde meget på et landskabsmaleri, men senere kom den til at fylde mindre og mindre, og hos nogen malere forsvandt den ovenud af billedet som hos Per Kirkeby. Han rejste landskabet op, som man siger. Det vigtige var rykket under horisonten.

Men stadig kikker vi opad for at finde metaforer for Gud. Jeg blev optaget af solstrålerne, som fra undersiden af en sky kan brede sig ud over landskabet som en velsignelse. Jeg hørte at buddhisterne kalder synet for Buddhas fingre. Jeg tænkte, at kristendommen også må have brugt dette syn som metafor og fandt det hos Grundtvig i Salmen “Jeg kender et land” (Den danske Salmebog nr. 561 vers 7)

O kærligheds Ånd! Lad barnlig mig kysse din strålende hånd, som rækker fra Himlen til jorderigs muld og rører vort øje med fingre som guld, så blålig sig hæver bag buldrende strand det dejlige land!

Det er en projektion, der vil noget. Jeg tror at for nogle projektioner stiller Gud gerne et lærred til rådighed.

Den strålende hånd er et generøst billede, en velsignelse, og en udsigt til det dejlige land.

Luther kikkede også på himlen: Gud er som en solstråle, der bryder igennem en tordensky, skal han have sagt. Det er et modsigelsesfyldt gudsbillede, der passer til han teologi om loven og evangeliet. Glæden fra Gud bryder igennem hans vrede. Han vrider armen om på sig selv.

Luthers gudsbillede blev til en akvarel som pryder omslaget på en af Bibel-udgaverne fra 1992. Jeg ville ønske det var mig, der havde lavet den.

Luthers metafor er tættere på at være et definerende gudsbillede eller et decideret gudsbegreb, mens Grundtvigs kan være en metafor mellem mange i hans ordrige digtning. Lyset udgår udgår fra Kærlighedens Ånd, en ikke-personlig funktion af Gud, som viser os billedet og rører vores øje. Altså hjælper os med at se og huske det dejlige land, som vi er på vej til.

Også hos Grundtvig kan der komme noget på tværs: Drømmen om at finde perlen i kunsten, den snyder og skuffer, kan vi læse i samme salme. Hvis man leder det forkerte sted, så finder man ingenting.

I sammenligningen af Luthers og Grundtvigs metafor er der ikke noget vi kan sætte på formel. Vi kan sige, at de står hver sit sted og kikker på himlen, på Guds metaforiske hjemmebane.

Der mangler noget

Det fortælles at Picasso var ude at køre i tog, da en yngre mand begyndte at kritisere hans billeder: Det er da nogen mærkelige billeder, du maler: Øjnene og brysterne sidder hulter til bulter!

Picasso spurgte den unge mand: Har du en kæreste? Det havde han han. Har du et billede af hende ? Den unge mand drog pungen frem og tog et foto ud, et brystbillede af en ung dame. Det er da en mærkelig kæreste du har, sagde Picasso: Hun har ingen underkrop.

Der mangler noget. Det er et kendetegn ved kunst. De allerfleste skulpturer mangler bevægelsen. Et maleri mangler dybdens dimension. Den er fjernet. På en tegning kan farverne mangle.

Der er en grund til, at der mangler noget: I manglen opstår et tomrum. En form for akustik, der giver plads til at vores følelser.

Hvor meget må der mangle? Hvor lidt skal der til for at rejse rummet? Hemingway mødte en journalist til en fest: Hvor kort kan en historie være? spurgte journalisten: Kan du skrive en historie på 10 ord? En historie der duer? Hemingway svarede: Kom tilbage i morgen, så er den klar.

Næste dag kom journalisten og Hemingway sagde: Jeg har brugt seks ord:

Til salg: Baby-sko, aldrig brugt.

Vildt langsomt

Jeg står i et dilemma mellem hurtigt og langsomt maleri. Maler jeg langsomt, kan jeg styre realismen og ligheden og kompositionen. Maler jeg hurtigt, kan jeg få flotte strøg, processen kan blive synlig. Nogen former skildres bare bedst med hastig penselføring. Nogen linjer kræver en streg med fart.

Jeg har ingen problemer med at male hurtigt og spontant, og inkasserer gerne gevinsten ved det. Men samtidig falder kvaliteten i komposition, farver og motiv. Selv strøgene kan tage skade.

Kan det lade sig gøre at hugge knuden over og få begge dele ? Kan man male vildt hurtigt uden at male vildt dårligt? Kan det blive vildt godt, hvis jeg maler vildt langsomt?

For det første kan man prøve med nogen ekspressive undermalinger. De kan være spontane eller blot have en fart i stregen. Jeg har lagt mærke til metoden hos den svenske jagtmaler Bruno Liljefors. Han kan bruge heftigt undermaling til at skildre noget græs, eller angive nogen baggrunde for løv og bevoksning. Hos Liljefors er den hurtige undermaling med at til styrke camouflagetemaet. Undermalingen bygger op til hans yndlingsemne: Rovdyret og byttet.

For det andet kan man adskille forberedelse og strøg. Selvom undermalingen er hurtig, behøver den ikke blive så spontan, at den er bevidstløs eller slap. Man kan stramme sig an ved at forberede sig til at hugge til med penslen: Man kan isolere strøget: Første se, så beslutte sig og så hugge til med penslen. Det er et maleri som er både vildt og langsomt. Det er langsomt indtil der hugges til.

Jeg begynder en del billeder med lærredet liggende. Så kan der males mere flydende uden at det løber af. Ideen og kompositionen ligger i baghovedet. Senere rejser jeg det op og maler videre. Nu får motivet lov at spille en større rolle. Men stadig kan strøget isoleres. Der kan males vildt langsomt men nu med vægten på motivet.

Jeg synes at noget af undermalingen skal forblive synlig for at give liv til billedet. Selv et relativt stille billede skal beholde noget struktur fra undermalingen.

Til sidst kan man give et par store strøg. Portrætmaleren Andrew James R P kalder det at genetablere makrostrukturer. Mange malere er enige i den strategi: Mal med så store pensler som muligt, siger de. Man kan lade de sidste store strøg have en ekspressiv karakter.

Jeg vil undgå at vildt hurtigt bliver vildt dårligt. Jeg vil male vildt langsomt.

Det er landskab når det er langt væk

I julegave fik jeg Richard Pikesleys smukke og udfyldende bog “Landscape Painting – The Complete Guide”. Her findes en naturlig og ligefrem definition på et landskabsmaleri: Det er et landskab, når der er meget, der træder tilbage. Til forskel fra for eksempel et still leben, som hvor emnet som regel er indenfor rækkevidde.

Det er karakteristisk for landskabsmaleriet, at objekternes tinghed fortoner sig. Opmærksomheden kan være helt ude ved horisonten og der bliver rum for en god portion abstraktion. Landskabet er egnet til at abstrahere fra. Men helt abstrakt bliver det ikke: Der vil være op og ned, og den vandrette streg viser sig som regel at være en horisont på selv det mest abstrakte maleri.

Maleren Per Kirkeby troede ikke på, at der er noget maleri som er helt abstrakt. Jeg tror han har ret. I Pikesleys bog er forholdet mellem illusion og abstraktion en spænding. Det er en frugtbar synsvinkel.

Spændingen mellem abstraktion og illusion lokker beskueren til at være med i en konspiration med maleren. Vi ser bort fra vores vantro (er dette maleri virkeligheden?) og leger med i en leg mellem dybde og fladhed.

Landskabsmaleriet tvinger maleren til at vælge. Man kan ikke få det hele med.  Det nytter ikke at se rigtig godt efter. Tværtimod. Selv den bedste superrealist kommer til kort. Man må opøve en form for spredt passiv opmærksomhed.

Disse og utallige andre gode råd fås fra den erfarne Richard Pikesley fulgt af over 300 illustrationer