Forfatter: admin

Tonalisme lægger mere vægt på forholdet mellem lys og mørket end på kuløren. Indenfor maleri er tonalisme en bevægelse, der begyndte omkring 1850 og varede til 1915. En af de første tydelige tonalister var maleren James Abott Whistler.

Tonalisterne malede med få farver og forholdsvis lille kontrast i billedet. De havde forkærlighed for morgen- og aften-scener, hvor lyset er svagt. Natlige notiver med månelys. Fladen er fremtrædende i billedet på bekostning af struktur.

Formålet er at male billeder, der giver ro og lægger an til meditation. De peger på ånd, poesi og eftertanke. Den russiske maler Isaac Levitan udviklede i 1870erne sit maleri med stemningsfulde landskaber. Han lagde vægt på omrids og flader, og spiritualiserede på den måde landskabet. Han vidste, at han gav billederne en åndelig dimension. Hans erklærede mål var at se Gud i alting.

Den meditative strømning, som kaldes quietisme, giver et sidelys på tonalismen. Quietisme er en bevægelse, der i bredden rummer det meste af kristen meditation.  Det er en trang til at lade sjælen være passiv for at give plads til Gud. Quietister lægger vægt på at åndelig vækst kommer fra Gud, og vil typisk ikke have nogen bønspraksis. brugte tavshed i fællesskab i gudstjenesten og til at træffe beslutninger med. Der var også andre former for fromhedsliv hos kvækerne.

Fotografiet som kunstform er i sig selv tonalt. Fotografiet var i mange år sort/hvidt, og det lever stadig som en bevidst tonal kunstart. Den danske fotograf Kirsten Klein tog i mange år sort/hvide billeder, og vendte efter en periode med farver tilbage til det sort/hvide. Hun mener, at det sort/hvide foto har mere plads til følelser. Det er et kunstnerisk greb, som ligger i forlængelse af tonalisme. I En film fra Louisiana fortæller hun, at jorden æder lys, og himlen giver lys. Og hun vælger at eksponere efter jorden.

Der er nogen gode argumenter for tonalisme. Men er der også nogen argumenter imod? Når man ser det tonale billede, savner man omgående farve. Det giver godt nok ro, men det bliver også trist. Også fordi der males mest med mellemtoner og dybe toner. Tonalistiske billeder males ofte i en overskuelig tonalistisk skala. Man savner måske ikke omgående kontrast, men det er almindeligt anerkendt at et billede med kontrast tiltrækker opmærksomheden. Måske er det derfor at Kirsten Klein har beholdt interessen for kontrasten

Ved hjælp af landskabsmaleriet ser mennesket tilbage på den natur, det har forladt.

Derfor var det storbyborgere, der først bestilte billeder af landskaber. De havde lagt afstand til det fysiske slid. Derfor var arbejde og slid også fraværende på malerierne. Det var paradisiske billeder.

Med reformationen kom en større bevidsthed om, at mennesket arbejder i sit ansigts sved. Arbejdet blev synligt på landskabsmalerierne.

I 1800-tallet foldede landskabsmaleriet sig rigtig ud. Mange billedkunstnere rejste til Rom. På udflugter til omegnen begyndte de at medbringe oliefarver til små malerier i landskabet. Det var oplagt at male ude i det gode vejr. De små billeder var beregnet til viderebearbejdelse hjemme i værkstedet.

Friluftsmaleriet bredte sig mod nord. Men kunstakademierne var modstræbende. Motivet måtte først erindres og bearbejdes af kunstnergeniet, før det kunne blive til kunst.

Nogen malere fandt deres egen vej: Grupper af malere i Frankrig flyttede ud i skovene for at male. Træ-portrættet blev et yndet motiv. Nogen malede deres billeder færdige ude. De lagde vægt på det direkte møde med landskabet.

For tiden er landskabsmaleriet ikke moderne. Man kom i tvivl om, hvorvidt det var relevant i en moderne tid. Men nu hvor naturen er kommet på dagsordenen igen, må det snart vende. Det er blevet vigtigt, at vi næres ved skønheden. At vi finder os selv ved hjælp af horisonten. Og at vi overvejer mødet mellem natur og kultur. Livsvilkår og naturens processer er relevante motiver, som vi har brug for at spejle os i.

Kilde: Landskab. Det Ny Glyptotek. Meddelelser nr. 7. 2005. Jacob Wamberg m.fl.

For tiden arbejder jeg med billeder af stier. Jeg kan lide stier. Stier er per definition smalle. De begynder som et spor, hvor nogen har gået. Hvis flere følger sporet bliver det til en sti. Og måske senere til en vej. Måske går man der, bare fordi mange andre har gået der. Det er ikke en garanti for at vejen fører et godt sted hen. Måske er de fleste ikke de bedste.


Måske fører den smalle sti et bedre sted hen. Nogen stier er afmærkede som i Norges fjelde, og alligevel kan det være svært at finde vej. En sti kan bestå af mange spor. Og det kan blive tåge.


Nu til dags er der ikke tid til at vente på, at sporet bliver til en sti. Og at stien bliver til en vej. Så asfalterer vi, mens vi kører. At gå turen går ligesom for langsomt. Der skal fart på. Og flere veje.


Stier følger den letteste vej. Måske langs med svælget. Udenom synlige forhindringer. I kanten af sumpe, under væltede træer og over anstødssten. Nogen gange er der ingen vej frem. Eller vejret er for ringe. Så er det ingen skam at snu, som nordmændene siger. Måske søge til et herberg. Men ellers må enhver af os finde sin sti. Det kan tage tid. Tit har vi svært ved at vælge og følger to stier på een gang. Men så revner bukserne.

Af og til mødes jeg med en tegnegruppe på gaden i Aarhus. Urban sketchers er en verdensomspændende bevægelse med afdelinger i mange store byer, heriblandt Aarhus. Vi mødes og tegner et par timer i byen. Vi tegner det vi ser. Og vi gør det i den stil og med det grej, som vi selv vælger.

Bagefter drikker vi kaffe et sted og kikker på hinandens tegninger. Vi taler ikke hinandens arbejde ned (det havde du måske heller ikke regnet med :)) men vi taler heller ikke vores egen tegning ned! Vi øver os i at rose hinanden. En tegnetur kommer ikke til at koste dig mere end bussen og kaffen.

Det er rigtig hyggeligt at være med og vi får lejlighed til at kikke hinanden over skuldrene og lære nyt. Det er inspirerende. Hvis du bor I Aarhus kan du her i september se en udstilling af vores tegninger i Panduro Hobby.

Har du lyst til at prøve at tegne i det offentlige rum, så kik efter næste arrangement på aarhususk på Facebook eller Instagram. Hvis du kommer på ferie i en stor by og har lyst til at møde tegnere der, så kan du kontakte den lokale gruppe på sociale medier. Sådan har vi selv mødt nye tegner fra andre lande og verdensdele. Velkommen til!

Om Salmernes Bog som bønnens billedforsyning

Til sommer skal jeg lede et akvarelværksted om Salmernes Bog på Børkop højskole. Jeg synes det er svært at lave religiøse billeder. Nu har jeg tvunget mig selv til det. Indtil videre går det fremad.

Salmernes Bog har altid været kirkens bønnebog. Der møder man det kirkelige bedesprog. Det er sådan vi plejer at bede. Salmernes Bog er også en erfaringsbaggrund for den personlige bøn. Den giver en masse bud på, hvad man kan blande Gud ind i. Og hvordan man kan gøre det. Gud bliver rost, og Gud bliver skældt hæder og ære fra. Grænserne for bøn udvides, oplever de fleste. Også lige rigeligt nogen gange. Jeg kendte godt til salmistens selvretfærdighed, men det kom bag på mig, at bønnerne også var rasende og direkte voldelige, når man læser revl og krat. I den pæne ende lyder det: “Du er hævnens Gud”. Det var netop på det tema, at Jesus valgte at lave citatfusk, da han stillede op i Nazarets synagoge. Han sprang over en linje hos Esajas, der også handlede om Guds hævn.

Når man arbejder med bibelhistoriske billeder står problemerne i kø: Hvilken tid skal de foregå i? Hvordan klædes figurerne på? Skal det være illustrativt eller tæt på læseren? Hvordan kommer man udenom klicheerne?

Når man arbejder med Salmerne Bog undgås de fleste af den type problemer. Det er bønner, ikke begivenheder eller lignelser. Kikker man i Rembrandt-Bibelen, så har han ikke nogen bud på tegninger til Salmernes Bog. Det er tænkevækkende.

Salmerne Bog er noget andet end bibelhistorie. Billeder fra Salmernes Bog findes til gengæld på plakater. Her er salmecitaterne ofte sat sammen med landskabs-porno. Jeg håber på, at det går med at komme udenom klicheerne, når kameraet skiftes ud med penslen. Der er mange muligheder:

Mange af bønnerne tillægges kong David. Vi kan identificere os med David på godt og ondt og lave billeder af det. Det bliver bibelhistoriske billeder, men det følelsesmæssige fylder så meget, at de billedmæssige problemer med tidsafstanden fordamper – håber jeg.

Jeg elsker hyrdebilledet. Det er så stærkt, at jeg med samlede ben hoppede ud i problemerne med at lave det bibelhistoriske billede. Det gik ikke. Måske kan jeg lave bedre billeder ved at tænke på, hvilke funktioner hyrden har.

Salmerne er fulde at stærke symboler og billeder. Som vi har brug for at lave billeder af for at fastholde dem. “Du dækker bord for mig” er et dejligt billede. Den taknemmelighed oplever jeg stærkt, når jeg er ude at skralde. Det bliver et billede af skraldevarer i håndvasken.

“Josef blev solgt”. Så lidt skal der til, før eet billede minder om hele den lange historie, som ender med at Gud vender tingene til det bedre. Jeg har selv stået sommerligt klædt i en cisterne i Israel, men det var med udsigt til morgenmad på vandrehjemmet. Josef var langt ude og måske også langt nede. Josef-historien er en lang stærk historie. Det viste sig: Han var alligevel ikke glemt.

Vi kan bruge en induktiv metode: Altså vende det lidt om og begynde med os selv, og så gå til David bagefter. Hvordan ville David bede, hvis han var os, og hvordan ville det se ud på billeder? Hvis vi var truet af krig ? Eller af Gud? Det kan være bønner, vi har bedt, eller bønner vi vil bede snart.

Salmisten viser os, hvordan vi kan lade tak og ros flyde frit til Gud. Jeg får selv nogen billeder af landskaber og befriende vejrudsigter. Det kunne også være billeder af den menneskelige figur, som udtrykker taknemmelighed. Billederne skal nok males stående, og mere med armene end med fingrene.

Salmistens frustrationer flyder også frit. Sorg, blues og frustration og raseri. Jeg var nået til Salme 10, da krigen begyndte i oktober. Jeg malede et ruinbillede med den bibelske tekst: “Gud ser til siden. Han ser ingenting..” Det kan komme som billede. Og det kan komme som bøn.

Mens jeg læste Salmernes Bog, kom nyheden om det døde hav. Jeg er opvokset ved Lillebælt med en fiskestang i den ene hånd. Jeg er ikke færdig med at lave billedet af det døde hav, der beder til Gud. Det bliver brunt, så meget kan jeg sige. Foreløbig har jeg skrevet videre på en salme fra Salmebogen:

Af dybsens nød, o Gud, til dig, mit bange råb jeg vender. Jeg bliver kvalt i skidt og lort, jeg gisper efter ilten.

En af gaverne ved at arbejde med Salmernes Bog er, at der kun skal så lidt tekst til for at give et billede: “Jeg ved, jeg er trådt over stregen”. “Pust liv i mig” . “Jeg har ikke gjort dem noget”. “Han fulgte mig ud i det åbne land”. “Engene klæder sig i lam”.

Når man først kommer i gang, kan man ikke stoppe. Billedsprog melder sig fra ens egen bøn: “Du har åbnet en dør for mig” Det står ikke i Salmernes Bog, men det kunne det lige så godt have gjort. Jeg tror det kom fra Benny Andersen.

Salmerne bog er fuld af bønnens billeder. Følelserne står forrest. Akvarel er god til følelser.

I september 2022 var jeg i Hamborg. Det var min plan at betragte havnen som et landskab. På samme måde som jeg har malet i Aarhus og betragtet byen som et landskab.

Jeg opholdt mig mest på nordsiden af havnen og havde foran mig havnens trafik, skibsværfter og containerkraner. Modlyset gjorde forenklingen let. Til gengæld tiltrak skibene sig min opmærksomhed og fantasien måtte i sving for at få fyld i forgrunden.

Himlen og vandet var de naturlige elementer, alt andet som øjet faldt på, var menneskeskabt. Jeg måtte genbesøge Anders Zorns akvareller fra Hamborg. Han placerede horisonten højt, og forbandt de mørke felter: Skibe, industri, røg og pullerter. Han sørgede for en figur i forgrunden: En jolle med en mand. Akvarellen som medie hjalp ham: Det beskidte havnevand er virkelig godt malet.

Jeg tog ned for at male bylandskab – og kom hjem med skibe. Skibe er som kroppe