Jeg har lige malet et par billeder, som blev lidt kedelige, og jeg opdagede, at det hang sammen med, at malingen gik hen og blev ret dækkende. Så lærte jeg endnu engang, at jeg bedst kan lide, at det meste farve ikke dækker. Det giver mulighed for, at lyset lyset nedefra lærredet kan lyse op gennem malingen. Lærredet kan godt være grundet med en farve, bare den er lys.
Det næste lag må også gerne være gennemsigtigt, eller transparent, som det hedder i fagsproget. Her vil jeg nok blande noget halvdækkende ved hjælp af akrylbinder og stryge det på med en gammel stiv kost, der virkelig trækker spor. Det er her de gamle mishandlede pensler kommer til.
Nu forstår jeg Turner. Det var lige meget om han malede med akvarel eller oliefarve: Han gjorde det på samme måde: Transparent. Han begyndte ofte i det lyse og malede ned mod mørkt.
Rembrandt malede også transparent. Han begyndte med en mellemtonet grund og malede så transparente lag på. Til sidste blev portrættet strøget over med en mørk farve, hvor det meste blev gnedet af igen. Motivewt kunne ses op gennemlagene. Det gav en transparens, blot på et senere tidspunkt i processen. Til sidst malede han de lyse farve på i tykke dækkende klatter. Flot effekt.
Jeg vil gerne udgå de mange lag. Det gennemarbejdede kan godt miste noget friskhed, hvis man ser på det med nutidsbriller.
Jeg kommer til at tænke på en nutidig portrætmaler: Natalia Tomas Segovia. hvis arbejde også er transparent. Hun bruger meget rødt og opnår en meget konkret hudløshed, der gør indtryk. Måske er det næsten for meget?
Lyset som kommer bagfra op gennem farven og motivet har en metaforisk betydning: Verden er ikke flad men dyb. Op gennem billedet skinner skabelsens lys.