Af og til mødes jeg med en tegnegruppe på gaden i Aarhus. Urban sketchers er en verdensomspændende bevægelse med afdelinger i mange store byer, heriblandt Aarhus. Vi mødes og tegner et par timer i byen. Vi tegner det vi ser. Og vi gør det i den stil og med det grej, som vi selv vælger.
Bagefter drikker vi kaffe et sted og kikker på hinandens tegninger. Vi taler ikke hinandens arbejde ned (det havde du måske heller ikke regnet med :)) men vi taler heller ikke vores egen tegning ned! Vi øver os i at rose hinanden. En tegnetur kommer ikke til at koste dig mere end bussen og kaffen.
Det er rigtig hyggeligt at være med og vi får lejlighed til at kikke hinanden over skuldrene og lære nyt. Det er inspirerende. Hvis du bor I Aarhus kan du her i september se en udstilling af vores tegninger i Panduro Hobby.
Har du lyst til at prøve at tegne i det offentlige rum, så kik efter næste arrangement på aarhususk på Facebook eller Instagram. Hvis du kommer på ferie i en stor by og har lyst til at møde tegnere der, så kan du kontakte den lokale gruppe på sociale medier. Sådan har vi selv mødt nye tegner fra andre lande og verdensdele. Velkommen til!