For tiden arbejder jeg med billeder af stier. Jeg kan lide stier. Stier er per definition smalle. De begynder som et spor, hvor nogen har gået. Hvis flere følger sporet bliver det til en sti. Og måske senere til en vej. Måske går man der, bare fordi mange andre har gået der. Det er ikke en garanti for at vejen fører et godt sted hen. Måske er de fleste ikke de bedste.
Måske fører den smalle sti et bedre sted hen. Nogen stier er afmærkede som i Norges fjelde, og alligevel kan det være svært at finde vej. En sti kan bestå af mange spor. Og det kan blive tåge.
Nu til dags er der ikke tid til at vente på, at sporet bliver til en sti. Og at stien bliver til en vej. Så asfalterer vi, mens vi kører. At gå turen går ligesom for langsomt. Der skal fart på. Og flere veje.
Stier følger den letteste vej. Måske langs med svælget. Udenom synlige forhindringer. I kanten af sumpe, under væltede træer og over anstødssten. Nogen gange er der ingen vej frem. Eller vejret er for ringe. Så er det ingen skam at snu, som nordmændene siger. Måske søge til et herberg. Men ellers må enhver af os finde sin sti. Det kan tage tid. Tit har vi svært ved at vælge og følger to stier på een gang. Men så revner bukserne.