Ved hjælp af landskabsmaleriet ser mennesket tilbage på den natur, det har forladt.
Derfor var det storbyborgere, der først bestilte billeder af landskaber. De havde lagt afstand til det fysiske slid. Derfor var arbejde og slid også fraværende på malerierne. Det var paradisiske billeder.
Med reformationen kom en større bevidsthed om, at mennesket arbejder i sit ansigts sved. Arbejdet blev synligt på landskabsmalerierne.
I 1800-tallet foldede landskabsmaleriet sig rigtig ud. Mange billedkunstnere rejste til Rom. På udflugter til omegnen begyndte de at medbringe oliefarver til små malerier i landskabet. Det var oplagt at male ude i det gode vejr. De små billeder var beregnet til viderebearbejdelse hjemme i værkstedet.
Friluftsmaleriet bredte sig mod nord. Men kunstakademierne var modstræbende. Motivet måtte først erindres og bearbejdes af kunstnergeniet, før det kunne blive til kunst.
Nogen malere fandt deres egen vej: Grupper af malere i Frankrig flyttede ud i skovene for at male. Træ-portrættet blev et yndet motiv. Nogen malede deres billeder færdige ude. De lagde vægt på det direkte møde med landskabet.
For tiden er landskabsmaleriet ikke moderne. Man kom i tvivl om, hvorvidt det var relevant i en moderne tid. Men nu hvor naturen er kommet på dagsordenen igen, må det snart vende. Det er blevet vigtigt, at vi næres ved skønheden. At vi finder os selv ved hjælp af horisonten. Og at vi overvejer mødet mellem natur og kultur. Livsvilkår og naturens processer er relevante motiver, som vi har brug for at spejle os i.
Kilde: Landskab. Det Ny Glyptotek. Meddelelser nr. 7. 2005. Jacob Wamberg m.fl.