Tonalisme lægger mere vægt på forholdet mellem lys og mørket end på kuløren. Indenfor maleri er tonalisme en bevægelse, der begyndte omkring 1850 og varede til 1915. En af de første tydelige tonalister var maleren James Abott Whistler.
Tonalisterne malede med få farver og forholdsvis lille kontrast i billedet. De havde forkærlighed for morgen- og aften-scener, hvor lyset er svagt. Natlige notiver med månelys. Fladen er fremtrædende i billedet på bekostning af struktur.
Formålet er at male billeder, der giver ro og lægger an til meditation. De peger på ånd, poesi og eftertanke. Den russiske maler Isaac Levitan udviklede i 1870erne sit maleri med stemningsfulde landskaber. Han lagde vægt på omrids og flader, og spiritualiserede på den måde landskabet. Han vidste, at han gav billederne en åndelig dimension. Hans erklærede mål var at se Gud i alting.
Den meditative strømning, som kaldes quietisme, giver et sidelys på tonalismen. Quietisme er en bevægelse, der i bredden rummer det meste af kristen meditation. Det er en trang til at lade sjælen være passiv for at give plads til Gud. Quietister lægger vægt på at åndelig vækst kommer fra Gud, og vil typisk ikke have nogen bønspraksis. brugte tavshed i fællesskab i gudstjenesten og til at træffe beslutninger med. Der var også andre former for fromhedsliv hos kvækerne.
Fotografiet som kunstform er i sig selv tonalt. Fotografiet var i mange år sort/hvidt, og det lever stadig som en bevidst tonal kunstart. Den danske fotograf Kirsten Klein tog i mange år sort/hvide billeder, og vendte efter en periode med farver tilbage til det sort/hvide. Hun mener, at det sort/hvide foto har mere plads til følelser. Det er et kunstnerisk greb, som ligger i forlængelse af tonalisme. I En film fra Louisiana fortæller hun, at jorden æder lys, og himlen giver lys. Og hun vælger at eksponere efter jorden.
Der er nogen gode argumenter for tonalisme. Men er der også nogen argumenter imod? Når man ser det tonale billede, savner man omgående farve. Det giver godt nok ro, men det bliver også trist. Også fordi der males mest med mellemtoner og dybe toner. Tonalistiske billeder males ofte i en overskuelig tonalistisk skala. Man savner måske ikke omgående kontrast, men det er almindeligt anerkendt at et billede med kontrast tiltrækker opmærksomheden. Måske er det derfor at Kirsten Klein har beholdt interessen for kontrasten