Der mangler noget

Det fortælles at Picasso var ude at køre i tog, da en yngre mand begyndte at kritisere hans billeder: Det er da nogen mærkelige billeder, du maler: Øjnene og brysterne sidder hulter til bulter!

Picasso spurgte den unge mand: Har du en kæreste? Det havde han han. Har du et billede af hende ? Den unge mand drog pungen frem og tog et foto ud, et brystbillede af en ung dame. Det er da en mærkelig kæreste du har, sagde Picasso: Hun har ingen underkrop.

Der mangler noget. Det er et kendetegn ved kunst. De allerfleste skulpturer mangler bevægelsen. Et maleri mangler dybdens dimension. Den er fjernet. På en tegning kan farverne mangle.

Der er en grund til, at der mangler noget: I manglen opstår et tomrum. En form for akustik, der giver plads til at vores følelser.

Hvor meget må der mangle? Hvor lidt skal der til for at rejse rummet? Hemingway mødte en journalist til en fest: Hvor kort kan en historie være? spurgte journalisten: Kan du skrive en historie på 10 ord? En historie der duer? Hemingway svarede: Kom tilbage i morgen, så er den klar.

Næste dag kom journalisten og Hemingway sagde: Jeg har brugt seks ord:

Til salg: Baby-sko, aldrig brugt.