Vildt langsomt

Jeg står i et dilemma mellem hurtigt og langsomt maleri. Maler jeg langsomt, kan jeg styre realismen og ligheden og kompositionen. Maler jeg hurtigt, kan jeg få flotte strøg, processen kan blive synlig. Nogen former skildres bare bedst med hastig penselføring. Nogen linjer kræver en streg med fart.

Jeg har ingen problemer med at male hurtigt og spontant, og inkasserer gerne gevinsten ved det. Men samtidig falder kvaliteten i komposition, farver og motiv. Selv strøgene kan tage skade.

Kan det lade sig gøre at hugge knuden over og få begge dele ? Kan man male vildt hurtigt uden at male vildt dårligt? Kan det blive vildt godt, hvis jeg maler vildt langsomt?

For det første kan man prøve med nogen ekspressive undermalinger. De kan være spontane eller blot have en fart i stregen. Jeg har lagt mærke til metoden hos den svenske jagtmaler Bruno Liljefors. Han kan bruge heftigt undermaling til at skildre noget græs, eller angive nogen baggrunde for løv og bevoksning. Hos Liljefors er den hurtige undermaling med at til styrke camouflagetemaet. Undermalingen bygger op til hans yndlingsemne: Rovdyret og byttet.

For det andet, kan man adskille forberedelse og strøg. Selvom undermalingen er hurtig, behøver den ikke blive så spontan, at den er bevidstløs eller slap. Man kan stramme sig an ved at forberede sig til at hugge til med penslen: Man kan isolere strøget: Første se, så beslutte sig og så hugge til med penslen. Det er et maleri som er både vildt og langsomt. Det er langsomt indtil der hugges til.

Jeg begynder en del billeder med lærredet liggende. Så kan der males mere flydende uden at det løber af. Ideen og kompositionen ligger i baghovedet. Senere rejser jeg det op og maler videre. Nu får motivet lov at spille en større rolle. Men stadig kan strøget isoleres. Der kan males vildt langsomt men nu med vægten på motivet.

Jeg synes at noget af undermalingen skal forblive synlig for at give liv til billedet. Selv et relativt stille billede skal beholde noget struktur fra undermalingen.

Til sidst kan man give et par store strøg. Portrætmaleren Andrew James R P kalder det at genetablere makrostrukturer. Mange malere er enige i den strategi: Mal med så store pensler som muligt, siger de. Man kan lade de sidste store strøg have en ekspressiv karakter.

Jeg vil undgå at vildt hurtigt bliver vildt dårligt. Jeg vil male vildt langsomt.