I julegave fik jeg Richard Pikesleys smukke og udfyldende bog “Landscape Painting – The Complete Guide”. Her findes en naturlig og ligefrem definition på et landskabsmaleri: Det er et landskab, når der er meget, der træder tilbage. Til forskel fra for eksempel et still leben, som hvor emnet som regel er indenfor rækkevidde.
Det er karakteristisk for landskabsmaleriet, at objekternes tinghed fortoner sig. Opmærksomheden kan være helt ude ved horisonten og der bliver rum for en god portion abstraktion. Landskabet er egnet til at abstrahere fra. Men helt abstrakt bliver det ikke: Der vil være op og ned, og den vandrette streg viser sig som regel at være en horisont på selv det mest abstrakte maleri.
Maleren Per Kirkeby troede ikke på, at der er noget maleri som er helt abstrakt. Jeg tror han har ret. I Pikesleys bog er forholdet mellem illusion og abstraktion en spænding. Det er en frugtbar synsvinkel.
Spændingen mellem abstraktion og illusion lokker beskueren til at være med i en konspiration med maleren. Vi ser bort fra vores vantro (er dette maleri virkeligheden?) og leger med i en leg mellem dybde og fladhed.
Landskabsmaleriet tvinger maleren til at vælge. Man kan ikke få det hele med. Det nytter ikke at se rigtig godt efter. Tværtimod. Selv den bedste superrealist kommer til kort. Man må opøve en form for spredt passiv opmærksomhed.
Disse og utallige andre gode råd fås fra den erfarne Richard Pikesley fulgt af over 300 illustrationer