I den gode gamle dage holdt Gud til i himlen. Den var hans hjemmebane og den er stadig det sted vi ringer hen, når vi vil tale med Gud: Fader vor, du som er i himlen..
Gud bestemte sig for at få sit udtrykte billede på jorden: Hans søn Jesus Kristus. Og senere rykkede han nærmest helt ned i kælderen og blev grunden under det hele i dybets dimension.
Sideløbende med denne bevægelse rykkede horisonten opad på landskabsmalerierne. Himlen kunne engang fylde meget på et landskabsmaleri, men senere kom den til at fylde mindre og mindre, og hos nogen malere forsvandt den ovenud af billedet som hos Per Kirkeby. Han rejste landskabet op, som man siger. Det vigtige var rykket under horisonten.
Men stadig kikker vi opad for at finde metaforer for Gud. Jeg blev optaget af solstrålerne, som fra undersiden af en sky kan brede sig ud over landskabet som en velsignelse. Jeg hørte at buddhisterne kalder synet for Buddhas fingre. Jeg tænkte, at kristendommen også må have brugt dette syn som metafor og fandt det hos Grundtvig i Salmen “Jeg kender et land” (Den danske Salmebog nr. 561 vers 7)
O kærligheds Ånd! Lad barnlig mig kysse din strålende hånd, som rækker fra Himlen til jorderigs muld og rører vort øje med fingre som guld, så blålig sig hæver bag buldrende strand det dejlige land!
Det er en projektion, der vil noget. Jeg tror at for nogle projektioner stiller Gud gerne et lærred til rådighed.
Den strålende hånd er et generøst billede, en velsignelse, og en udsigt til det dejlige land.
Luther kikkede også på himlen: Gud er som en solstråle, der bryder igennem en tordensky, skal han have sagt. Det er et modsigelsesfyldt gudsbillede, der passer til han teologi om loven og evangeliet. Glæden fra Gud bryder igennem hans vrede. Han vrider armen om på sig selv.
Luthers gudsbillede blev til en akvarel som pryder omslaget på en af Bibel-udgaverne fra 1992. Jeg ville ønske det var mig, der havde lavet den.
Luthers metafor er tættere på at være et definerende gudsbillede eller et decideret gudsbegreb, mens Grundtvigs kan være en metafor mellem mange i hans ordrige digtning. Lyset udgår udgår fra Kærlighedens Ånd, en ikke-personlig funktion af Gud, som viser os billedet og rører vores øje. Altså hjælper os med at se og huske det dejlige land, som vi er på vej til.
Også hos Grundtvig kan der komme noget på tværs: Drømmen om at finde perlen i kunsten, den snyder og skuffer, kan vi læse i samme salme. Hvis man leder det forkerte sted, så finder man ingenting.
I sammenligningen af Luthers og Grundtvigs metafor er der ikke noget vi kan sætte på formel. Vi kan sige, at de står hver sit sted og kikker på himlen, på Guds metaforiske hjemmebane.