Det indbyrdes forhold mellem billedets elementer, betyder meget for om det opleves som naturligt, kedeligt, roligt, dramatisk eller spændende. Vandrette linjer gør billedet roligt. Diagonale linjer gør det dramatisk.
Horisonten er en vigtig linje. Er den vandret og ubrudt giver det ro. I løbet af det tyvende århundrede er horisonten vandret opad på landskabsbillederne. Himlen gav følelserne mulighed for at spejle sig i vejret. Desuden gav himlen plads for det religiøse billedsprog. Det er der blevet mindre og mindre plads til. Da Per Kirkeby “rejste landskabet op”, forsvandt himlen helt. Samtidig flyttede Gud fra øverst til nederst, fra lyset og ned i mørket under det hele. Fra patriarkens sæde, via stalden og ned i det billedløse mørke, hvor Gud nu bor som kraften til at være til.
I landskabsmaleriet handler komposition meget om placering af billedelementer mellem venstre og højre. Der gælder et vægtstangsprimcip: Jo længere ude ved kanten, jo mere vejer et element i motivet. Et billed-element ved venstre kant opvejes af et tungere element på højre side, selvom det er tættere på midten. Arbejdet med balance mellem højre og venstre er et spil og en leg: Vi kan lide balance, men helst en spændende balance.
Jeg har været på Vejen Museum og på Aros for at tegne små abstrakte skitser af malerierne og undersøge legen med spænding, rytme og balance.
I eet billede holdt et mørkt felt nær midten balancen og så kunne maleren placere lysere elementer længere ude, der rykkede rundt med balancen, men ikke så meget at det gjorde noget.
I et andet billede var der desideret ubalance med en trægruppe til venstre. Det ledte blikket til højre for at finde noget vægtigt, og sådan blev blikket fanget af nogle mindre figurer derovre. Det var små figurer, men betydningsmæssigt var de store.
Samme effekt blev brugt i et tredie billede: Billedet væltede til venstre og man kikkede mod højre for at kikke efter vægt og betydning. Til venstre sås i det fjerne Himmelbjerget. Billedet var malet kort efter, at der havde været holdt store møder på bjerget forud for Grundloven. Himmelbjergets visuelle tyngde var overskuelig, men den betydningsmæssige tyngde vejede til.
Et fjerde billede var fyldt med elementer, der kunne læses fra venstre mod højre som en levende rytme. Rytme var vigtigere end balance og spænding.
I et femte billede var også lyse, lette skypartier blevet vigtige elementer i kompositionen, selvom de ikke vejede visuelt til.
Beskueren vil opleve billedelementernes spænding, rytme og balance, eller mangel på samme, og billedet vil sætte et indtryk af grimhed, skønhed, ro, liv, død, handling og bevægelse