Jeg har læst lidt videre rundt om Kant og kunsten. Nerdrum kan mene, at hos Kant begynder forfaldet fra de klassiske dyder, men nu ser jeg mere på Kant som en overgangsfigur til romantikken. Kant tilkender geniet originalitet, men lænker også geniet til studiet på den ene side og til smagen på den anden side. Smagsdommen er fantasiens frie samspil med forstanden. Vi taler her om en dømmekraft der tænker efter.
Tiderne skifter, men ikke som når man vender en hånd. Det subjektive begynder at fylde, men geniet flyver ikke helt op i de guddommelige højder før romantikken.
Nerdrum skildrer udviklingen som en forfaldshistorie. Man må respektere hans engagement, men også se i øjnene, at subjektet bare måtte have noget plads i moderne tid. Det var vel også en befrielse.
Jeg deler Nerdrums ærgrelse over, at konceptkunsten sætter sig på det offentlige kunstliv, men når vi alle sammen har kedet os nok i dårlige installationer, så vil underskoven af inspireret håndværk vokse. Det sker allerede på mange gallerier. Det kan gå an at slippe offerrollen. De få genier som måtte komme, vil stadig øve sig og bruge både fantasien og fornuften.