David Park tilhørte generationen af malere, der efter 2. verdenskrig landede på den amerikanske vestkyst og blev til en bevægelse: Abstrakt ekspressionisme. Motiverne var ikke hentet fra den synlige verden. De kunne indeholde stramme symbolske kompositioner eller vilde strøg som udtryk for vitalitet.
For David Park holdt det ikke i det lange løb. En dag i 1950, mens den abtrakte ekspressionisme var på sit højeste, og han selv underviste på California School of Fine Arts, kom han en morgen over på sit atelier og kikkede på sine billeder. Han synes han som maler lignede en mand, der gjorde sig umage for at være vigtig. Han befandt sig ikke godt med det. Det abstrakte afsæt gav simpelthen for dårlige billeder. Han kørte alle malerierne ud på lossepladsen og begyndte forfra.
Egentlig syntes han, at hans kolleger gjorde gode fremskridt, men det objektløse maleri forløste ikke hans eget maleri. Park manglede den spore, som kommer fra motivet ude fra verden. Han begyndte at male store og enkle figurbilleder af mennesker fra hans dagligdag. Vennerne undrede sig og syntes det var lidt trist, at han var faldet fra tidens abstrakte projekt: Hvad er der sket for David?
Det abstrakte maleri er ikke bøvlet nok, og ikke personligt nok, kom han frem til. Han havde brug for som maler at vende ud mod verden. Maleriet må begynde med “hvad?” og så finde ud af “hvordan?”. Nu maler jeg med større intensitet, sagde David Park.
Billedets abstrakte kvaliteter forløste Park bedst ved at male figurer og de negative flader mellem dem. Det handlede ikke om at forsage det abstrakte, men om at forløse det.
Flere af vennerne begyndte også at male figurativt. Heriblandt Richard Diebenkorn, som malede figurer, landskaber og interiører. Heller ikke hos ham handlede det om at sparke ud efter det abstrakte maleri. Diebenkorn kom senere selv ind i en fase med abstrakte billeder: Billederne fra Ocean Park.
Jeg tror man kan sige at de var kommet nogle skridt frem. Man kan måske anskue det traditionelle repræsentative maleri som en tese, den abstrakte ekspressionisme som en antitese og det ny figurative maleri som en syntese. Diebenkorn og Park havde ikke brug for at se bort fra de store sving, som det vestamerikanske maleri havde slået i deres tid. De ville bare videre nu.