Der er er noget ekspressivt ved mine malerier. Men hvis jeg sammenligner dem med billeder fra den tyske ekspressionisme, så er de anderledes. Dengang kom det ekspressive til synes ved afvigende farver. Voldsomme følelser gav voldsomme farver. Jeg har ikke den der lyst til gule træer og blå damer. Når det er mig, der vrider farven bliver det mere afdæmpet. Der kan komme en rødlig klat foran som et symbol for hjerte og blod. Eller det kan være undermalingen der er kulørt. Jeg har ikke lyst til at male et billede, som først og fremmest skal pege på følelseslivet. Når det er mig, der maler, er det penselføringen der er ekspressiv. Men penselføringen udtrykker jo egentlig det som er udenfor. Naturen er selv udtryksfuld og indeholder tegn på voldsomhed, på processer af skabelse og tilintetgørelse. Det må gerne kunne ses. Men er det så overhovedet ekspressive billeder? Ikke nødvendigvis. Men den udtryksfulde natur spejler den menneskelige natur. Så det kommer både udefra og indefra på en gang. Naturen underviser om skønhed og forgængelighed, brutalitet og poesi. I Cornwall ved Atlanterhavskysten kommer det voldsomme til syne. Der er bevægelse. Som der også er det, når jeg maler ved stranden i Rødhus, hvor havet med jævne mellemrum rydder bordet. Hvordan vil jeg give plads til det ekspressive, nu hvor jeg er i det solbeskinnede Øst-Jylland ? Jeg bliver nødt til at gå lidt tættere på.