Forfatter: admin

Der er er noget ekspressivt ved mine malerier. Men hvis jeg sammenligner dem med billeder fra den tyske ekspressionisme, så er de anderledes. Dengang kom det ekspressive til synes ved afvigende farver. Voldsomme følelser gav voldsomme farver. Jeg har ikke den der lyst til gule træer og blå damer. Når det er mig, der vrider farven bliver det mere afdæmpet. Der kan komme en rødlig klat foran som et symbol for hjerte og blod. Eller det kan være undermalingen der er kulørt. Jeg har ikke lyst til at male et billede, som først og fremmest skal pege på følelseslivet. Når det er mig, der maler, er det penselføringen der er ekspressiv. Men penselføringen udtrykker jo egentlig det som er udenfor. Naturen er selv udtryksfuld og indeholder tegn på voldsomhed, på processer af skabelse og tilintetgørelse. Det må gerne kunne ses. Men er det så overhovedet ekspressive billeder? Ikke nødvendigvis. Men den udtryksfulde natur spejler den menneskelige natur. Så det kommer både udefra og indefra på en gang. Naturen underviser om skønhed og forgængelighed, brutalitet og poesi. I Cornwall ved Atlanterhavskysten kommer det voldsomme til syne. Der er bevægelse. Som der også er det, når jeg maler ved stranden i Rødhus, hvor havet med jævne mellemrum rydder bordet. Hvordan vil jeg give plads til det ekspressive, nu hvor jeg er i det solbeskinnede Øst-Jylland ? Jeg bliver nødt til at gå lidt tættere på.

I juni fik jeg mulighed for at tage til Cornwall i det sydvestlige hjørne af England. Jeg boede i den gamle sørøverby Penzance og vandrede rundt ved kystens klipper, havne og strande. Det blæste ved kysten og naturen var voldsom og stor. Det var min første malerejse med tid til at tegne og male. Jeg har lært at billeder tager tid. Og nu har jeg nok af det.

For det andet så betød turen til Cornwall, at jeg vendte tilbage til bevægelsestegning. Der var bølger og klipper. I et årstid har jeg været optaget af urban sketching. Nu vil jeg gerne fastholde bevægelsestegning, i hvert fald som en begyndelse på et værk. Men det danske landskab er lidt mere stille. Det kan blive lidt forceret at være voldsom. Hvordan gør man lige? Jeg må gå lidt tættere på motivet og ud i naturens processer.

Hvis du har står og har en god lang udsigt ud over det danske landskab, så vil det blåne ude bagved: De fjerne blå bakker vil se mere blålige ud, end hvis de var tæt på. Bag ved dem ses måske havet og himlen, rammerne om vores liv i landskabet.

Mellem dig selv og det blå finder du tit det grønne: Skovene og markerne. Markerne er arbejdets felt og håbets felt. Her bliver pløjet, sået og håbet på god høst.

Nærmest er du selv med dit blod og dit røde hjerte. Det røde er nærmest.

Erfaringen af hvordan farvenre fordeler sig i landskabet kalder malerne for farveperspektivet. Det kan bruges til at fremme fornemmelsen af perspektiv i et billede. Eller til at svække perspektivet, hvis det er målet. Når farveperspektivet modarbejdes, kan det blive lidt uhyggeligt. som når vi ser  det blå lys fra TV skinne ud fra en stue.

Erfaringen fra landskabet trækker symbolik med sig: Rødt lys betyder: Stop! Bliv hvor du er med dit blod og dit hjerte! Grønt lys betyder: Gå! Videre ud i landskabet og gør det du skal.

Farveperspektivet findes også i det politiske spektrum: Blå stue lægger vægt på rammeværdierne. I gamle dage var det Gud, konge og fædreland. Rød stue slås for de nære værdier: Solidaritet og ild. Nogen kalder deres politik for rød-grøn, og i Tyskland har de et grønt parti, der interesserer sig for marken, for det der ligger mellem blåt og rødt.

I kirken er hjerternes fest rød. Arbejdets og vækstens tider i kirkeåret er grønne. Blå er blevet til violet: Tiderne for faste og bod, hvor vi længes efter, at det skal blive anderledes med os. Violet er en blanding af rød og blå. Violet markerer afstanden mellem rød og blå, længslen mellem hjerte og Gud.

Paulus sammenfatter hele farveperspektivet i en punch line til de kristne i Korint: Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Troen er blå, overbevisningen om det som ikke ses. Håbet er grønt, det som skal vokse frem. Og kærligheden er rød; den som Gud tænder i os her og nu. Gud kommer os i møde gennem landskabet fra et sted bag det blå, gennem det skabte grønne og banker på hos det røde hjerte. Find en udsigt og se det selv.

På Aros så jeg Isaac Juliens filmværk “Western Junion: Small boats”, en film om bådflygtninge i Middelahavet. Æstetikken kredser om Middelhavets skønhed i kontrast til sorgen og druknedødens drama.

I en anden udstilling på museet (No man is an island) hang nogen fotos af bådflygtningenes havarerede både. De var rammet nydeligt ind i træ fra de havarerede både. Rammerne bidrog med en stille poetisk kildren, der virkede upassende til det alvorlige emne.

Æstetikken må være tjener for værkets anliggende. Emnet er for alvorligt til at æstetikken bare skal kildre. Måske vil fotokunstneren indvende, at min reaktion er indregnet: At jeg egentlig godt kan lide de autentiske genbrugsrammer, og bliver flov over at de stammer fra flygtningebådene. Men så kan alt bruges til alt og er det så politisk kunst?

Tilbage til filmen: Den mindede mig om en debat om Folkekirkens Nødhjælps fotomateriale. Det blev diskuteret, hvor smukke billeder, der måtte være på agitationsmaterialet? Var det nødhjælps-porno? Organisationen gjorde gældende, at man godt kan sulte, selvom man er klædt i sit flotte stamme-tøj. Men hvad så med de æstetiske kvaliteter i de slidte plastikdunke og det rustne bæger som et barn dunker ind i TV-skærmen så det siger gonk-gonk? Det ser rigtig autentisk ud, og ville kunne indbringe en god pris solgt som blomsterpotte i en forretning i Hellerup. Folkekirkens Nødhjælp kan ikke fjerne disse æstetiske kvaliteter som støjer i formidling af nøden. Er det kunst? Nej, det er bare sådan, det ser ud. Den æstetiske effekt er den samme som ved indramningen af båd-fotos i deres eget træ. Det kildrer autensitets-længslen på et upassende tidspunkt.

I halvjferdserne valgte den politiske kunst en knap så lækker æstetik: Clausen og Petersen valgte gøglets kulør. Røde Mor valgte den sort-hvide grafik. Det var æstetik der kunne tjene formålet. Det lykkes også i Isaac Juliens film at gøre æstetikken til tjener for anliggendet: Det er da utroligt, at mennesker skal drukne i et hav, der er så smukt.

I maj og juni udstiller jeg på gallerigangen på Lokalcenter Rosenbakken. Det er min første udstilling, siden vi flyttede til Skødstrup i oktober. Alt er nyt for øjet. De første ture gik op på bakken til udsigten over bugten og udsigten til Skødshoved. Jeg stod på stranden og så ud over bugten og bådene. Gik ture i skovene ved vandet. Cyklede rundt om Egå Engsø. Når døren gik op, var der kik til Skødstrup kirkes tårn. Jeg sad på udsigtsbænken bag kirkens kor. Ved Aastrup og Hjortshøj krydsede jeg bække. Jeg mødte nogen jægere, der havde skudt en fasankok.

Udsigter, kyster, vand, horisonter, fugle, levende vand, jord og regn, middelalderkirken. Det er udsigter med symbolske værdier: Ved kysten mødes det faste med det flydende. Fuglen er symbol på frihed og på sjælen o.s.v. Som maler går jeg efter den slags. Derfor vil jeg godt holde en vis distance til motivet. Det har ikke været let denne gang. Motiverne har trængt sig på.

Hvad siger landskabsmalerne om det de gør ved motivet ? Jack Davis giver landskabet et svar. Maja Lisa Engelhardt maler efter naturen. Jo Davenport giver et naturligt svar. Kurt Jackson svarer på forandringens dynamik.