På Aros så jeg Isaac Juliens filmværk “Western Junion: Small boats”, en film om bådflygtninge i Middelahavet. Æstetikken kredser om Middelhavets skønhed i kontrast til sorgen og druknedødens drama.
I en anden udstilling på museet (No man is an island) hang nogen fotos af bådflygtningenes havarerede både. De var rammet nydeligt ind i træ fra de havarerede både. Rammerne bidrog med en stille poetisk kildren, der virkede upassende til det alvorlige emne.
Æstetikken må være tjener for værkets anliggende. Emnet er for alvorligt til at æstetikken bare skal kildre. Måske vil fotokunstneren indvende, at min reaktion er indregnet: At jeg egentlig godt kan lide de autentiske genbrugsrammer, og bliver flov over at de stammer fra flygtningebådene. Men så kan alt bruges til alt og er det så politisk kunst?
Tilbage til filmen: Den mindede mig om en debat om Folkekirkens Nødhjælps fotomateriale. Det blev diskuteret, hvor smukke billeder, der måtte være på agitationsmaterialet? Var det nødhjælps-porno? Organisationen gjorde gældende, at man godt kan sulte, selvom man er klædt i sit flotte stamme-tøj. Men hvad så med de æstetiske kvaliteter i de slidte plastikdunke og det rustne bæger som et barn dunker ind i TV-skærmen så det siger gonk-gonk? Det ser rigtig autentisk ud, og ville kunne indbringe en god pris solgt som blomsterpotte i en forretning i Hellerup. Folkekirkens Nødhjælp kan ikke fjerne disse æstetiske kvaliteter som støjer i formidling af nøden. Er det kunst? Nej, det er bare sådan, det ser ud. Den æstetiske effekt er den samme som ved indramningen af båd-fotos i deres eget træ. Det kildrer autensitets-længslen på et upassende tidspunkt.
I halvjferdserne valgte den politiske kunst en knap så lækker æstetik: Clausen og Petersen valgte gøglets kulør. Røde Mor valgte den sort-hvide grafik. Det var æstetik der kunne tjene formålet. Det lykkes også i Isaac Juliens film at gøre æstetikken til tjener for anliggendet: Det er da utroligt, at mennesker skal drukne i et hav, der er så smukt.