Forfatter: admin

Abstrakt realisme kombinerer en figurativ afbildning med et abstrakt design. Den amerikansk fødte maler Bakr York, som nu bor og arbejder i Bejiing, noterer sig fem fordele ved at kombinere det realistiske og det abstrakte:

For det første: Metoden deler kunstnerens sind i to og det giver mulighed for en endeløs variation. Det nøjagtige billede og den ofte mere abstrakte grund til, at det males, konfronteres på lærredet.

For det andet: Mange unge malere fascineres af det realistiske maleri men støder mod “fascinations-muren”. Realismen er fascinerende, men hvad skal man give sig til, når man er kommet dertil, at man kan male, så det ligner? Bakr York citerer John Cage: “If my work is accepted, I must move unto the point, where it is not”. Det abstrakte element giver mulighed for at vokse ved at håndtere ambivalens.

For det tredje:  Mødet mellem det realistiske og det abstrakte transcenderer både det første og det andet. Der er kommer et overskud af noget mærkeligt tredje.

For det fjerde: Den realistiske del hjælper beskueren gennem den abstrakte del. Der er en grund til at abstrakt kunst ikke altid værdsættes af publikum:  Den kan virke sværere tilgængelig. I abstrakt realisme er realismen der for forståelsen. Det abstrakte er der for ikke at blive forstået.

For det femte: Abstrakt realisme trøster i informationsalderen. Det er godt at få lov at genkende verden. Det abstrakte element giver i tilgift en aktuel ramme for det genkendelige. Det giver troværdighed. Men det abstrakte kan også dekonstruere det genkendelige. Det giver også troværdighed, da det er sandt, at traditionel afbildning er anfægtet i vores kultur. Den abstrakte realisme er maleri til tiden.

Jeg synes, at dette dobbelte afsæt er spændende. Jeg holder af realismen, blandt andet fordi jeg er glad for at tegne. Jeg vil prøve at give plads til abstraktionen. Jeg har prøvet at lade det abstrakte komme ind til sidst, men jeg har erfaret, at den får for lidt plads. Måske var det en ide, at have den med fra begyndelsen i selve ideen til maleriet ?

I en del nyere portræt- og figurmaleri bliver det abstrakte til en voldelig dekonstruktion. For eks hos Jenny Saville. Det er et seriøst kunstnerisk statement, men det kan være svært at holde ud at se på. I landskabsmaleriet skulle det vel være lettere at kombinere.

Kunsthistoriker Jacob Wamberg har skrevet en god artikel om kunstens landskaber i bogen “Landskab” fra 2005. Naturen bliver til landskab, når den beskues af en følsom betragter. Der er følelser på spil, og dette får landskabsmaleriet til at svinge i retning af det sentimentale.

Her føler jeg mig lidt afsløret. Det tilbageskuende og reflekterende forhold til naturen vedkender jeg mig. Men jeg vil gerne undgå at blive flæbende.

Vores forhold til naturen må skildres nuanceret. Naturen er vores vilkår, vores materiale, vores ophav og vores glæde. Naturen manna for sjælen og netop det kan fastholdes i landskabsmaleriet.

Bymennesket blev efterhånden mere fremmedgjort fra naturen. Det fik brug for billedet af landskabet. Derfor voksede landskabsbilledet frem i bykulturer. Ægyptere og mesopotamer leverede de første billeder. Grækere og romere leverede indramningen.

1400-tallet frembragte landskabsmalerier med en spænding mellem realisme og romantik. Man blev bevidst om afstanden til naturen, og maleren rykkede fra en direkte, konkret eller om man vil: naiv position i forhold til naturen, og længere ud til en reflekterende position.

Rykket fra en umiddelbar til en reflekterende position kan beskrives som en bevidstgørelse af syndefaldet fra enheden med naturen: Mennesket falder ud i eksistensen. Midt mellem naturen og mennesket stod nu landskabsbilledet og trøstede. Afstandsfølelsen i landskabsbilledet anskueliggjorde syndefaldet.

Jeg mener dog ikke, at der kun er tale om trøst. Sansningen af naturen er samtidig afstandsløs, som Løgstrup påpeger. Det er her naturen bliver manna for sjælen. Landskabsbilledet minder om dette, og det er ikke kun et minde om syndefaldet men også om skabelsen.

Reformatorernes modstand mod stærke helgenbilleder gjorde landskabet til en relativ spiselig genre. Når man ikke måtte male helgener, så måtte man jo male noget andet. Det sjælelige rykker fra helgenbilledet over til landskabsbilledet. Landskabsbilledet slår ikke an i det katolske Italien. Det forbliver i den forstand en reformatorisk genre.

Jeg var så heldig at få til opgave at illustrere Arne Andreasens ny CD “Lysets længde”. Det var her i foråret, hvor jeg var optaget af den engelske maler Lewis Noble og hans udendørs akrylskitser. Lewis Noble bruger vandopløselig blyant og akryl på tegnepapir. Han beskærer skitserne, når han kommer hjem og bruger stumperne til collage. Det bliver billeder med liv og dynamik. Lewis Noble blander akrylfarverne oppe på billedet.

Jeg tog det samme grej med på sommerferie ved Vesterhavet, men blandede nu mine farver på en palet. Jeg havde lyst til at bruge samme teknik til illustrationerne til Arnes bog.

Arnes musik fik jeg som mp3-filer. Jeg vil sige at musik er abstrakt. Ofte omsætter malere musik til farver. Farverne som gengiver stemninger. Arnes værk har form som en messe. Messen skifter stemning undervejs. KYRIE vil ofte indeholder mørke toner. HALLELUJA går mod det lyse. GLORIA opfatter jeg som en lovprisning med større ro. Jeg satte musikken i ørerne og lod nogle speedmarkerne køre på papiret.

Arnes popmesse er ikke kun stemningsskift. “Lysets længde” handler om noget. Det er virkeligheden, der mødes med evangeliet. Arnes medfølgende poesi og sort/hvide fotos repræsenterer virkeligheden. Mine illustrationer har lagt mere distance til det konkrete. Jeg taler med farver, form og kendte symboler fra krop, landskab og kristendom.

Det var godt vejr i sommerferien og dejligt at stå ude med billederne spredt på græsset.

Jeg har læst lidt videre rundt om Kant og kunsten. Nerdrum kan mene, at hos Kant begynder forfaldet fra de klassiske dyder, men nu ser jeg mere på Kant som en overgangsfigur til romantikken. Kant tilkender geniet originalitet, men lænker også geniet til studiet på den ene side og til smagen på den anden side. Smagsdommen er fantasiens frie samspil med forstanden. Vi taler her om en dømmekraft der tænker efter.

Tiderne skifter, men ikke som når man vender en hånd. Det subjektive begynder at fylde, men geniet flyver ikke helt op i de guddommelige højder før romantikken.

Nerdrum skildrer udviklingen som en forfaldshistorie. Man må respektere hans engagement, men også se i øjnene, at subjektet bare måtte have noget plads i moderne tid. Det var vel også en befrielse.

Jeg deler Nerdrums ærgrelse over, at konceptkunsten sætter sig på det offentlige kunstliv, men når vi alle sammen har kedet os nok i dårlige installationer, så vil underskoven af inspireret håndværk vokse. Det sker allerede på mange gallerier. Det kan gå an at slippe offerrollen. De få genier som måtte komme, vil stadig øve sig og bruge både fantasien og fornuften.

David Park tilhørte generationen af malere, der efter 2. verdenskrig landede på den amerikanske vestkyst og blev til en bevægelse: Abstrakt ekspressionisme. Motiverne var ikke hentet fra den synlige verden. De kunne indeholde stramme symbolske kompositioner eller vilde strøg som udtryk for vitalitet.

For David Park holdt det ikke i det lange løb. En dag i 1950, mens den abtrakte ekspressionisme var på sit højeste, og han selv underviste på California School of Fine Arts, kom han en morgen over på sit atelier og kikkede på sine billeder. Han synes han som maler lignede en mand, der gjorde sig umage for at være vigtig. Han befandt sig ikke godt med det. Det abstrakte afsæt gav simpelthen for dårlige billeder. Han kørte alle malerierne ud på lossepladsen og begyndte forfra.

Egentlig syntes han, at hans kolleger gjorde gode fremskridt, men det objektløse maleri forløste ikke hans eget maleri. Park manglede den spore, som kommer fra motivet ude fra verden. Han begyndte at male store og enkle figurbilleder af mennesker fra hans dagligdag. Vennerne undrede sig og syntes det var lidt trist, at han var faldet fra tidens abstrakte projekt: Hvad er der sket for David?

Det abstrakte maleri er ikke bøvlet nok, og ikke personligt nok, kom han frem til. Han havde brug for som maler at vende ud mod verden. Maleriet må begynde med “hvad?” og så finde ud af “hvordan?”. Nu maler jeg med større intensitet, sagde David Park.

Billedets abstrakte kvaliteter forløste Park bedst ved at male figurer og de negative flader mellem dem. Det handlede ikke om at forsage det abstrakte, men om at forløse det.

Flere af vennerne begyndte også at male figurativt. Heriblandt Richard Diebenkorn, som malede figurer, landskaber og interiører. Heller ikke hos ham handlede det om at sparke ud efter det abstrakte maleri. Diebenkorn kom senere selv ind i en fase med abstrakte billeder: Billederne fra Ocean Park.

Jeg tror man kan sige at de var kommet nogle skridt frem. Man kan måske anskue det traditionelle repræsentative maleri som en tese, den abstrakte  ekspressionisme som en antitese og det ny figurative maleri som en syntese. Diebenkorn og Park havde ikke brug for at se bort fra de store sving, som det vestamerikanske maleri havde slået i deres tid. De ville bare videre nu.

Naturen er generøs og en kilde til glæde. Jeg nyder at være ude og opleve den med blyant eller pensel i hånden. Det driver mit maleri i retning af naturalisme. Jeg stritter imod det bedste jeg har lært, for mit mål er ikke at det ligner, men at være ude ved motivet i sansningen. Billedet skal have både symbolsk og abstrakt værdi. Som Preben Hornung sagde: Det er det, man ikke kan se hvad er, der er kunst.

Jeg vil gerne udtrykke, at naturoplevelsen er dyb og i sidste ende religiøs. I keltisk kristendom regnes naturen for Guds store bog. Der læser vi om skaberens generøsitet, men også om tilværelsens hårde vilkår. Billeder af det sidste er knap så populære.

Det sker jeg bygger et billede på et bibelsk motiv. Det er ikke let at lave et gyldigt maleri med et bibelsk motiv. Jeg øver mig. Natur, sansning og abstrakte værdier kommer til at spille en stor rolle også her. Hvordan det kan gøres, så jeg i Scuola de san Rocco i Venedig, hvor Tintoretto har malet en serie religiøse billeder, hvor også stalden, hulen, salen og landskabet fylder godt. Han har nok også været ledt i den retning af formatet: Hvordan skal man ellers få dækket en hel væg ?