Lysets længde

Jeg var så heldig at få til opgave at illustrere Arne Andreasens ny CD-bog “Lysets længde”. Det var her i foråret, hvor jeg var optaget af den engelske maler Lewis Noble og hans udendørs akrylskitser. Lewis Noble bruger vandopløselig blyant og akryl på tegnepapir. Han beskærer skitserne, når han kommer hjem og bruger stumperne til collage. Det bliver billeder med liv og dynamik. Lewis Noble blander akrylfarverne oppe på billedet.

Jeg tog det samme grej med på sommerferie ved Vesterhavet, men blandede nu mine farver på en palet. Jeg havde lyst til at bruge samme teknik til illustrationerne til Arnes bog.

Arnes musik fik jeg som mp3-filer. Jeg vil sige at musik er abstrakt. Ofte omsætter malere musik til farver. Farverne som gengiver stemninger. Arnes værk har form som en messe. Messen skifter stemning undervejs. KYRIE vil ofte indeholder mørke toner. HALLELUJA går mod det lyse. GLORIA opfatter jeg som en lovprisning med større ro. Jeg satte musikken i ørerne og lod nogle speedmarkerne køre på papiret.

Arnes popmesse er ikke kun stemningsskift. “Lysets længde” handler om noget. Det er virkeligheden, der mødes med evangeliet. Arnes medfølgende poesi og sort/hvide fotos repræsenterer virkeligheden. Mine illustrationer har lagt mere distance til det konkrete. Jeg taler med farver, form og kendte symboler fra krop, landskab og kristendom.

Det var godt vejr i sommerferien og dejligt at stå ude med billederne spredt på græsset. Originalerne er til salg.

Fantasiens frie samspil med forstanden

Jeg har læst lidt videre rundt om Kant og kunsten. Nerdrum kan mene at hos Kant begynder forfaldet fra de klassiske dyder, men nu ser jeg mere på Kant som en overgangsfigur til romantikken. Kant tilkender geniet originalitet, men lænker også geniet til studiet på den ene side og til smagen på den anden side. Smagsdommen er fantasiens frie samspil med forstanden. Vi taler her om en dømmekraft der tænker efter.

Tiderne skifter, men ikke som når man vender en hånd. Det subjektive begynder at fylde, men geniet flyver ikke helt op i de guddommelige højder før romantikken.

Nerdrum skildrer udviklingen som en forfaldshistorie. Man må respektere hans engagement, men også se i øjnene, at subjektet bare skulle have noget plads i moderne tid. Det var vel også en befrielse.

Jeg deler Nerdrums ærgrelse over, at konceptkunsten sætter sig på det offentlige kunstliv, men når vi alle sammen har kedet os nok i dårlige installationer, så vil underskoven af inspireret håndværk vokse. Det sker allerede på mange gallerier. Det kan gå an at slippe offerrollen. De få genier som måtte komme, vil stadig øve sig og bruge både fantasien og fornuften.

 

Nerdrum og kunstpolitiet

Hvordan er det blevet sådan, at det vigtigste ved god kunst er, at det er nyt ? Hvornår begyndte den hæsblæsende jagt på det nye ?

Den norske maler Odd Nerdrum mener, at det kan tilskrives filosoffen Immanuel Kant og hans bog “Kritik af dømmekraften”. Her gør Kant sig til talsmand for, at geni er uforeneligt med imitation. Genier efterligner ikke. De finder på noget nyt.

Kants tanker har sat sig på kunstsamfundet med såvel lovgivende, dømmende som udøvende magt: Den lovgivende magt er Kants skrift “Kritik af dømmekraften”. Den dømmende magt er kunsthistorikerne (kunstpolitiet) Den udøvende magt er statens kunstinstitutioner og investorerne. Dem der har pengene.

Hvad har kunsten vundet med Kant, spørger Nerdrum og svarer selv: Frihed først og femmest: Frihed fra håndværk, ansvar og seriøsitet. Hvad har kunsten tabt? Det tidløse: Ansigtet. Mytologien. Glæden ved genkendelse.

Hvorfor gik det galt for Kant? Måske fordi han var protestant og pietist og optaget af babelsmyten: Historien om, hvordan menneskets havde et fælles sprog, byggede noget stort sammen og kom for tæt på det guddommelige. Gud syntes de kom for godt i gang. Han kastede en forbandelse, der nedbrød det fælles sprog. Nu har Kant givet Gud en hånd og nedbrudt kunstens fælles sprog.

Odd Nerdrum stiller Aristoteles overfor Kant: Hvor Kant mener at geniet ikke behøver kendskab, så stod Aristoteles for, at vores bedømmelse er baseret på sanserne. Vi har rent faktisk dømmekraft. Den skærpes når vi efterligner den foreliggende virkelighed. Når vi er interesser,et i virkeligheden. Kunstnerne efterligner det som allerede findes og forbedrer det ad den vej. De øver sig ved at interessere sig for verden.

Aristoteles tidsbegreb er cirkulært. Tiden byder på gentagelser og det er godt sådan. Kunstneren arbejder sig ind i de tidsløse problemstillinger. De vigtigste emner har altid været der. Hegels tidsbegreb er lineært. Kunsten må hele tiden tilpasse sig tidsånden og jage efter et nyt sandt udtryk. Den må finde på noget nyt.

Hvorfor skal kunstpolitiet og Kant bestemme over kunsthistorie og kunststøtte? spørger Nerdrum. Et rimeligt krav må være, at man på kunstakademiet også har 50% chance for at møde en lærer, der tænker aristotelisk.

Har Nerdrum ret i sin kritik ?  Vi ser mange kæmpe kunstinstallationer, hvor vi må spørge os selv: Hvor god er egentlig ideen? Er det egentlig noget ved, når vi ser bort fra størrelsen? Avantgarde er efterhånden blevet meningsløs, mener Nerdrum.

Omvendt er der også meget gammel kunst, som er fuld af løgn: Mange af de akademiske historiemalerier var også bare store for at imponere og sætte sig på historietolkningen. Peterskirken var vel også et babelstårn, der blev lovlig højt. Der er blevet bygget romanske landsbykirker i det tyvende århundrede som var pæne på julekort, men gjorde kristendommen fortidig. Der lader til at være nødvendigt, at det nye kommer og rydder bordet.

Er Odd Nedrum den rette til at forsvare det tidløse i kunsten?  Imiterer hans malerier ikke bare Rembrandt uden sans for at tiden rent faktisk går?  Er han ikke selv blevet en kliché?

Men hans indlæg er på sin plads og hans forslag om at finde en mellemvej mellem Aristoteles og Kant er rimelig. Det kunne være spændende, hvis han selv tog et skridt mod midten. Han malede engang et billede der hed “Mordet på Andreas Bader”. Det var både aktuelt og tidløst. Ikke at det skal være et krav: Nogle emner er jo tidløse og gyldige.

Maleriet må have respekt for sig selv. Det må have et afsæt i det nødvendige, få os til at føle det vi bør føle, invitere os ind og få os til at tænke. Det må kende sig historie og sit håndværk. Demokrati betyder ikke at alt er ligegodt, eller at alt er ligemeget. Der er forskel på god og dårlig kunst, og vi har vores sansers brug til at bedømme det.

 

 

 

Abstrakte kvaliteter

David Park tilhørte generationen af malere, der efter 2. verdenskrig landede på den amerikanske vestkyst og blev til en bevægelse: Abstrakt ekspressionisme. Motiverne var ikke hentet fra den synlige verden. De kunne indeholde stramme symbolske kompositioner eller vilde strøg som udtryk for vitalitet.

For David Park holdt det ikke i det lange løb. En dag i 1950, mens den abtrakte ekspressionisme var på sit højeste, og han selv underviste på California School of Fine Arts, kom han en morgen over på sit atelier og kikkede på sine billeder. Han synes han som maler lignede en mand, der gjorde sig umage for at være vigtig. Han befandt sig ikke godt med det. Det abstrakte afsæt gav simpelthen for dårlige billeder. Han kørte alle malerierne ud på lossepladsen og begyndte forfra.

Egentlig syntes han, at hans kolleger gjorde gode fremskridt, men det objektløse maleri forløste ikke hans eget maleri. Park manglede den spore, som kommer fra motivet ude fra verden. Han begyndte at male store og enkle figurbilleder af mennesker fra hans dagligdag. Vennerne undrede sig og syntes det var lidt trist, at han var faldet fra tidens abstrakte projekt: Hvad er der sket for David?

Det abstrakte maleri er ikke bøvlet nok, og ikke personligt nok, kom han frem til. Han havde brug for som maler at vende ud mod verden. Maleriet må begynde med “hvad?” og så finde ud af “hvordan?”. Nu maler jeg med større intensitet, sagde David Park.

Billedets abstrakte kvaliteter forløste Park bedst ved at male figurer og de negative flader mellem dem. Det handlede ikke om at forsage det abstrakte, men om at forløse det.

Flere af vennerne begyndte også at male figurativt. Heriblandt Richard Diebenkorn, som malede figurer, landskaber og interiører. Heller ikke hos ham handlede det om at sparke ud efter det abstrakte maleri. Diebenkorn kom senere selv ind i en fase med abstrakte billeder: Billederne fra Ocean Park.

Jeg tror man kan sige at de var kommet nogle skridt frem. Man kan måske anskue det traditionelle repræsentative maleri som en tese, den abstrakte  ekspressionisme som en antitese og det ny figurative maleri som en syntese. Diebenkorn og Park havde ikke brug for at se bort fra de store sving, som det vestamerikanske maleri havde slået i deres tid. De ville bare videre nu.

 

Udstillingstekst til Sabro Kunstforening

Naturen er generøs og en kilde til glæde. Jeg nyder at være ude og opleve den med blyant eller pensel i hånden. Det driver mit maleri i retning af naturalisme. Jeg stritter imod det bedste jeg har lært, for mit mål er ikke at det ligner, men at være helt ude ved motivet i sansningen. Billedet skal have både symbolsk og abstrakt værdi. Som Preben Hornung sagde: Det er det, man ikke kan se hvad er, der er kunst.

Jeg vil gerne udtrykke, at naturoplevelsen er dyb og i sidste ende religiøs. I keltisk kristendom regnes naturen for Guds store bog. Der læser vi om skaberens generøsitet, men også om tilværelsens hårde vilkår. Billeder af det sidste er knap så populære. Det sker jeg bygger et billede på et bibelsk motiv. Det er ikke let at lave et gyldigt maleri med et bibelsk motiv. Jeg øver mig. Natur, sansning og abstrakte værdier kommer til at spille en stor rolle også her. Hvordan det kan gøres så jeg i Scuola de san Rocco i Venedig, hvor Tintoretto har malet en serie religiøse billeder, hvor også stalden, hulen, salen og landskabet fylder godt. Han har nok også været ledt i den retning af formatet: Hvordan skal man ellers få dækket en hel væg ?

Rapport fra felten

Det er sæson for udendørs-maleriet, som jeg elsker.  Fra friluftslivet kommer oplevelserne og inspirationen – og herfra kommer også de problemer, som jeg døjer med, når jeg går ind i igen for at male videre:

Jeg var i Rødhus og som sædvanlig nede på stranden for at male. Man kan se langt og den genstand, som bliver fixpunkter i maleriet, kan gå hen og blive så lille, at man må sidde og male den med en pensel med to hår. Denne gang var det en båd, som blev så lille at den ikke ku få facon. Næste gang vil jeg begynde med at tagne båden ind i den rimelig størrelse og se om der kan komme en rimelig komposition ud af det.

Ugen før var jeg i Langå Egeskov. Jeg valgte en væltet eg som motiv og fik en hel skov i tilgift bagved. Det kom til at gå ud på at få det hele tegnet, og da det var gjort, var der ikke rigtig mere at gøre. Det blev tegning i stedet for maleri. Næste gang jeg falder for et kompliceret motiv, vil jeg tænke over denne fælde, før jeg begynder. Det vil måske være en idé at tage godt med klude med og begynde med at male med klud i stedet for at fortabe mig i detaljer.

Den der ikke har det på rygmarven må have det i penslen !