Landskabet spejler følelser

Jeg har været på Aros og set udstillingen med Jorn og Kirkeby.  Teksterne på udstillingen er som sædvanlig korte og gode. Vi får at vide, at Munch, Jorn og Kirkeby anvender landskabet som spejl for deres følelser.

Det er en anden tolkning af landskabsmaleriet end den, som kunsthistoriker Jacob Wamberg giver i bogen “Landskab”, en bog jeg har beskrevet i et andet indlæg. Wamberg lægger vægt på, at landskabsmaleriet tolker afstanden til naturen, og de følelser der knyttes til afstanden. Det er en kulturhistorisk tilgang.

Teksten fra Jorn/Kirkeby-udstillingen giver en mere psykologisk orienteret og ahistorisk tolkning af landskabsmaleriet. En tolkning der knyttes til de to kunstnere alene. Begge tolkninger giver mening.

Jeg tror der er mere på spil hos Kirkeby end at bruge naturen som spejl. Han var geolog og som sådan optaget af strukturer i naturen. Jordfarverne spejlede hans stemning, men i hans billeder fylder også strukturerne, som et produkt af en mere videnbaseret omgang med landskabet.

Altsammen gyldige tilgange til landskabsmaleriet. Tænker vi tilbage har der også været andre og meget anderledes tanker om landskabsmaleriet: Det nationalromantiske landskabsmaleri skulle vise, hvor dejligt Danmark er, hvor dejligt der er ude på landet. Et program, der skulle medvirke til sammenhængskraften i landet. Netop nu kan vi ser naturfilm, der også har et program: De skal rejse følelser for naturen hos bymennesket. Udsendelser som “Nak og Æd” der skal lokke os ud i naturen og opleve noget selv.

Set i lyset af det altsammen ligner Kirkeby måske mest det som på engelsk kaldes for mood painting, hvor der holdes igen på kuløren for at stemningen kan blive det dybere.

I Jorns billeder er landskabet mere et motiv: En form for afsæt: Vinden bruges som tema i et billede, hvor de virkelig mange farver må tolkes pskykologisk. Landskabet spejler følelser, men landskabet forsvinder undervejs, og det er følelser vi kikker på, når vi ser hans billeder.