Et landskab er naturen ophøjet til billede

Kunsthistoriker Jacob Wamberg har skrevet en god artikel om kunstens landskaber i bogen “Landskab” fra 2005. Naturen bliver til landskab, når den beskues af en følsom betragter. Der er følelser på spil, og dette får landskabsmaleriet til at svinge i retning af det sentimentale.

Her føler jeg mig lidt afsløret. Jeg vil gerne undgå det flæbende. Det tilbageskuende og reflekterende forhold til naturen vedkender jeg mig.

Vores forhold til naturen må skildres nuanceret. Naturen er vores vilkår, vores materiale, vores ophav og vores glæde. Naturen manna for sjælen og netop det kan fastholdes i landskabsmaleriet.

Bymennesket blev efterhånden mere fremmedgjort fra naturen. Det fik brug for billedet af landskabet. Derfor voksede landskabsbilledet frem i bykulturer. Ægyptere og mesopotamer leverede de første billeder. Grækere og romere leverede indramningen.

1400-tallet frembragte landskabsmalerier med en spænding mellem realisme og romantik. Man blev bevidst om afstanden til naturen, og maleren rykkede fra en direkte, konkret eller om man vil: naiv position i forhold til naturen, og længere ud til en reflekterende position.

Rykket fra en umiddelbar til en reflekterende position kan beskrives som en bevidstgørelse af syndefaldet fra enheden med naturen: Mennesket falder ud i eksistensen. Midt mellem naturen og mennesket stod nu landskabsbilledet og trøstede. Afstandsfølelsen i landskabsbilledet anskueliggjorde syndefaldet.

Jeg mener dog ikke, at der kun er tale om trøst. Sansningen af naturen er samtidig afstandsløs, som Løgstrup påpeger. Det er her naturen bliver manna for sjælen. Landskabsbilledet minder om dette, og det er ikke kun et minde om syndefaldet men også om skabelsen.

Reformatorernes modstand mod stærke helgenbilleder gjorde landskabet til en relativ spiselig genre. Det sjælelige rykker fra helgenbilledet over til landskabsbilledet. Landskabsbilledet slår ikke an i det katolske Italien. Det forbliver i den forstand en reformatorisk genre.