Rapport fra felten

Det er sæson for udendørs-maleriet, som jeg elsker.  Fra friluftslivet kommer oplevelserne og inspirationen – og herfra kommer også de problemer, som jeg døjer med, når jeg går ind i igen for at male videre:

Jeg var i Rødhus og som sædvanlig nede på stranden for at male. Man kan se langt og den genstand, som bliver fixpunkter i maleriet, kan gå hen og blive så lille, at man må sidde og male den med en pensel med to hår. Denne gang var det en båd, som blev så lille at den ikke ku få facon. Næste gang vil jeg begynde med at tagne båden ind i den rimelig størrelse og se om der kan komme en rimelig komposition ud af det.

Ugen før var jeg i Langå Egeskov. Jeg valgte en væltet eg som motiv og fik en hel skov i tilgift bagved. Det kom til at gå ud på at få det hele tegnet, og da det var gjort, var der ikke rigtig mere at gøre. Det blev tegning i stedet for maleri. Næste gang jeg falder for et kompliceret motiv, vil jeg tænke over denne fælde, før jeg begynder. Det vil måske være en idé at tage godt med klude med og begynde med at male med klud i stedet for at fortabe mig i detaljer.

Den der ikke har det på rygmarven må have det i penslen !