Meningen med kulør

Da Van Gogh kom til Paris og mødte impressionisterne satte han turbo på farven. Han var ved at være færdig med brunt. Han trængte nok til at se bort fra bøvlet og hen til livet. Selv portrætter af de trætte fik kulør.

Jeg har gennem tiden forsøgt mig med kulørte undermalinger som en slags metafor for det underliggende lys fra den anden side. Seneste i en serie små billeder fra Egå Engsø, som jeg nu begynder at sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg tror jeg fik ideen til den kulørte og lysende undermaling fra Mogens Andersens abstrakte billeder. Men der er noget der ikke holder. Måske har det kulørte fået lov til at bryde for meget igennem mine billedflader og nu bliver det læst som kulørt i ordets negative forstand. Som et dekorativt træk. Det duer ikke rigtigt.

Efter den erfaring ser jeg på mine malerier med grå og brune lokalfarver som mere ærlige. Det dæmpede er OK.

Men det ærlige brune maleri går glip af noget: Muligheden for at lægge et budskab ind med et vrid i farven. En pegen på det der ikke kan ses. Et ekstra lag i billedet. Van Goghs farver forekommer mig grelle, men nu har jeg læst mig til, hvad han var ude på. Det hjælper.

Hvis jeg laver lysende og kulørte undermalinger fra nu af, så skal de blive bagved. Jeg vil stadig vride lidt med farve i de øverste lag, men det skal ikke blive til et dekorativt greb.