Det er landskab når det er langt væk

I julegave fik jeg Richard Pikesleys smukke og udfyldende bog “Landscape Painting – The Complete Guide”. Her finder man den naturlige og ligefremme definition på et landskabsmaleri: Det er et landskab, når der er meget, der træder tilbage. Til forskel fra for eksempel et still leben, som hvor emnet som regel er indenfor rækkevidde.

Det er også karakteristisk for landskabsmaleriet, at objekternes tinghed fortoner sig. Opmærksomheden kan være helt ude ved horisonten og der bliver rum til en god portion abstraktion. Landskabet er egnet til at abstrahere fra. Men helt abstrakt bliver det ikke: Der vil være op og ned, og den vandrette streg viser sig at være en horisont på selv det mest abstrakte maleri.

Maleren Per Kirkeby troede ikke på, at der er noget maleri som er helt abstrakt. Jeg tror han har ret. I Pikesleys bog er forholdet mellem illusion og abstraktion en spænding. Det er en frugtbar synsvinkel.

Spændingen mellem abstraktion og illusion lokker beskueren til at være med i en konspiration med maleren. Vi ser bort fra vores vantro og leger med i en leg mellem dybde og fladhed.

Landskabsmaleriet tvinger maleren til at vælge. Man kan ikke få det hele med.  Det nytter ikke at se rigtig godt efter. Tværtimod. Man må opøve en form for spredt passiv opmærksomhed.

Disse og utallige andre gode råd fås fra den erfarne Richard Pikesley fulgt af over 300 illustrationer

 

Landskabet spejler følelser

Jeg har været på Aros og set udstillingen med Jorn og Kirkeby.  Teksterne på udstillingen er som sædvanlig korte og gode. Vi får at vide, at Munch, Jorn og Kirkeby anvender landskabet som spejl for deres følelser. Det er meningen at billedet skal ramme deres følelse.

Det er en anden tolkning end den, som kunsthistoriker Jacob Wamberg giver i bogen “Landskab”, som jeg har beskrevet i et andet indlæg. Wamberg lægger vægt på, at landskabsmaleriet tolker afstanden til naturen, og de følelser der knyttes til afstanden. Det er en kulturhistorisk tilgang.

Teksten fra Jorn/Kirkeby-udstillingen giver en mere psykologisk orienteret og ahistorisk tolkning af landskabsmaleriet. En tolkning der knyttes til de to kunstnere alene. Begge tolkninger giver mening.

Jeg tror der er mere på spil hos Kirkeby end at bruge naturen som spejl. Han var geolog og som sådan optaget af strukturer i naturen. Det trækker ham også hen til noget andet end blot at bruge landskabet som spejl. Det er nok rigtigt at jordfarverne spejlede hans stemning, men der er også strukturerne, som et produkt af en mere vidensbaseret omgang med landskabet.

Altsammen gyldige tilgange til landskabsmaleriet. Tænker vi tilbage har der også været andre og meget anderledes tanker om landskabsmaleriet. Det nationalromantiske landskabsmaleri skulle vise, hvor dejligt Danmark er, hvor dejligt der er ude på landet. Et program der skulle medvirke til sammenhængskraften i landet. En gammel parallel til den moderne naturfilm, der skal rejse følelser for naturen hos bymennesket, og udsendelser som “Nak og Æd” der skal lokke os ud i naturen og opleve noget selv.

Set i lyset af det altsammen ligner Kirkeby måske mest det som på engelsk kaldes for mood painting, hvor der holdes igen på kuløren for at stemningen kan blive det dybere.

I Jorns billeder er landskabet måske mere et motiv: Vinden kan bruges som tema i et billede, hvor de virkelig mange farver må tolkes pskykologisk. Landskabet spejler følelser, men landskabet forsvinder også næsten, og det er følelser vi kikker på, når vi ser hans billeder.

 

Mørke malerier

Det sker jeg får at vide, at mine malerier er mørke. Det kan skyldes en let hang til melankoli. Jeg arbejder med det 🙂 Det kan også skyldes at akrylfarve tørrer lidt mørkt op. Men der er mere at sige end det.

Hvis ikke de mørke felter var med, så kunne man ikke få øje på de lyse. Det hører man nogen sige til folk der er blevet ramt af mørke. Der er noget om det, men det er vigtigt at få sagt, at det en sandhed, der kan drives alt for langt, og at den kun er til indvortes brug – og vigtigst: Det er malplaceret overfor mennesker, der er blevet ramt. Det er ikke noget, man kan gå og sige til hinanden. Det ville være en hån mod dem der har det svært. Nytten ved de mørke felter kan ikke rigtig bruges eksistentielt. Gud begyndte med at sige: Der skal blive lys! Johannes skriver: Lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det.  Og senere bliver Jesus citeret for at sige: Jeg er verdens lys.

Anderledes på malerier: Her kan mørke godt bruges.  Her er det rigtigt at de mørke felter fremkalder de lyse felter. Derfor er der brug for mørke i malerier. Det fungerer visuelt at lade mørke fremkalde lys. Mørket er der i vid udstrækning for lysets skyld. Det er muligt at lave helt lyse billeder, når mørket er udenfor billedet, på væggen, eller helt udenfor. Selv lyse billeder har relativt mørke felter. 

Østervrå kirke skulle engang genindrettes efter en brand. Branden var påsat af en mand, der led af ulykkelig kærlighed. Jeg ved ikke om menighedsrådet bad om lyse farver. Det var i hvert fald det de fik: En kirke med farver men uden mørke. Da jeg kom ind, tænkte jeg: Hvis man skal til begravelse her, hvor er der så noget der kan mørke ens eget mørke. Det personlige mørke er hjemløst her. Mørke felter respekterer menneskets lidelse.

Desuden repræsenterer mørket felter dybde. En verden af lyse billeder ville være flad og uden evne til at gribe os. Grafikken, også kaldet “sortekunsten”, er virksom fordi sort bliver et billede på dybde.

Men i dybet findes afgrunden, mørket som mørke. Det opslugende mørke kan passer til at skildre ulykke og ondskab, som kan være på sin plads som tema i kunst. Kunst kan handle om ondskab, men der kommer ikke et godt billede ud af at hylde ondskab.

Billeder med tyngende mørke skal have et formål. Jeg skal have en grund til at male et mørkt billede.

 

 

Overvejelser om et Maria-billede

Maria dukker op i bibelhistorien ved bebudelsen. Og der kommer flere historier om besøget hos Elisabeth, Jesu fødsel, og flugten til Ægypten. For ikke at tale om, da Jesus bliver voksen og hun prøver at besøge ham, men bliver nærmest afvist. Til slut dukker hun op ved Jesu kors.

Der er mange muligheder i en afbildning af Maria bebudelse: Hvordan reagerer Maria ? Byder hendes fromhed at hun bare siger ja tak, eller bliver hun bange eller afvisende ? Hænderne viser det: På nogen billeder lægger hun hænder fromt sammen, på andre siger hun stop, eller bruger armene til at beskytte sig med. På nogen billeder peger hun på sig selv: Hvem, mig ?

Hun kommer med en reaktion på Gabriels besked. Men hvordan er Gabriel egentlig ? Kommer han ind og deklamerer. Er han et mere neutralt postbud. Tilsyndeladende skal hun ikke kvittere nogen steder. Gabriel kan være indladende og sødmefyldt. Så er det let for hende. Eller han kan falde ned på knæ for at komme på niveau med hende, som man gør, hvis man skal tale med et barn i børnehaven. Han kan være mindre engleagtig og nærmere en fremmedartet kraft. Så bliver hun bange. Eller det er et lys, der viser sig. I alle tilfælde bliver det svært at forklare Josef, at der allerede er andre der har planer for deres barn – eller at hun skal være rugemor.

I kunsthistorien optræder der ofte nogen assecories: Måske rækker Gabriel hende en hvid lilje. Måske har hun allerede en krukke den kan sættes i. Det er jo hende der er krukken. Måske har hun lige båret rundt på en krukke i køkkenet, uden at det endnu var gået op for hende, at det er hende der er beholderen. Måske er hun lammet af situationen, og liljen falder på gulvet. Eller den står allerede i sin vase midt på gulvet eller bordet: Hun er allerede gravid!

På ældre billeder ligger den en åben bibel, som hun lige har læst i. Det står jo allerede beskrevet i Det gamle Testamente, hvad der nu er ved at ske. Og lige pludselig nu, så sker det! Bibelen ligger pænt på en læsepult, som den gør i kirken, eller den ligger på bordet eller på gulvet.

Et sted så jeg en rosenbusk bag englen. En skrabet rosenbusk, der havde så lidt blomster, at man kom mere til at tænke på tornene. En forudanelse om tornekronen og lidelsen.

Der er tradition for at hun bærer rødt og blåt, jordens og himlens farve. Hun bliver det mennesket hvor himlen møder jorden. Hvor Gud møder menneske. Men hun kan også bære guld eller gul eller gul og orange, eller almindeligt simpelt ufarvet tøj.

I protestantisk kristendom er Maria et forbillede på tro. I de moderne billeder er der både tro og tvivl. Fortællingen bliver en udfordring til at tro, til at tage imod sin opgave fra Gud.

Hvordan ser et aktuelt billede af Maria ud? Hendes tvivl eller forskrækkelse skal med på billedet. Det er svært for hende at tolke oplevelsen. Hvis der er en engel på billedet, kan englen ses lidt bagfra. Eller måske skal hun møde Helligånden selv som et lys eller en kraft?

De gamle billeder er ofte placeret i en kirkelig arkitektur. Senere placeres de i køkkenet, hvor den unge kvinde har sit daglige arbejde. Nu kan det måske være teenageværelset eller kollegieværelset.

 

Abstrakt realisme

Abstrakt realisme kombinerer en figurativ afbildning med et abstrakt design. Den amerikansk fødte maler Bakr York, som nu bor og arbejder i Bejiing, noterer sig fem fordele ved at kombinere det realistiske og det abstrakte:

For det første: Metoden deler kunstnerens sind i to og det giver mulighed for en endeløs variation. Det nøjagtige billede og den ofte mere abstrakte grund til at det males konfronteres på lærredet.

For det andet: Mange unge malere fascineres af det realistiske maleri men støder mod “fascinations-muren”. Realismen er fascinerende, men hvad skal man give sig til, når man er kommet dertil, at man kan male, så det ligner? Bakr York citerer John cage: “If my work is accepted, I must move unto the point, where it is not”. Det abstrakte element giver mulighed for at vokse ved at håndtere ambivalens.

For det tredje:  Mødet mellem det realistiske og det abstrakte transcenderer både det første og det andet. Der er kommer et overskud af noget mærkeligt tredje.

For det fjerde: Den realistiske del hjælper beskueren gennem den abstrakte del. Der er en grund til at abstrakt kunst ikke altid værdsættes af publikum:  Den kan virke sværere tilgængelig. I abstrakt realisme er realismen der for forståelsen. Det abstrakte er der for ikke at blive forstået.

For det femte: Abstrakt realisme trøster i informationsalderen. Det er ikke helt kalrt, hvad meningen er med dette punkt. Jeg forsøger mig med en tolkning: Det realistsike indhold i maleriet arbejder med det genkendelige. Det er godt at få lov at genkende verden. Det abstrakte element giver i tilgift en aktuel ramme for det genkendelige. Det giver troværdighed. Men det abstrakte kan også dekonstruere det genkendelige. Det giver også troværdighed, da det er sandt, at traditionel afbildning er anfægtet i vores kultur. På samme måde anfægter det abstrakte det realistiske.

Jeg synes, at dette dobbelte afsæt er spændende. Jeg har selv svært ved at forlade det  realistiske, blandt andet fordi jeg er glad for at tegne. Jeg vil prøve at give plads til abstraktionen. Jeg har prøvet at lade det abstrakte komme ind til sidst, men jeg har erfaret, at den får for lidt plads. Måske var det en ide, at have den med fra begyndelsen i selve ideen til maleriet ?

Et landskab er naturen ophøjet til billede

Kunsthistoriker Jacob Wamberg har skrevet en god artikel om kunstens landskaber i bogen “Landskab” fra 2005. Naturen bliver til landskab, når den beskues af en følsom betragter. Der er følelser på spil, og dette får landskabsmaleriet til at svinge i retning af det sentimentale.

Her føler jeg mig lidt afsløret. Jeg vil gerne undgå det flæbende. Det tilbageskuende og reflekterende forhold til naturen vedkender jeg mig.

Vores forhold til naturen må skildres nuanceret. Naturen er vores vilkår, vores materiale, vores ophav og vores glæde. Naturen manna for sjælen og netop det kan fastholdes i landskabsmaleriet.

Bymennesket blev efterhånden mere fremmedgjort fra naturen. Det fik brug for billedet af landskabet. Derfor voksede landskabsbilledet frem i bykulturer. Ægyptere og mesopotamer leverede de første billeder. Grækere og romere leverede indramningen.

1400-tallet frembragte landskabsmalerier med en spænding mellem realisme og romantik. Man blev bevidst om afstanden til naturen, og maleren rykkede fra en direkte, konkret eller om man vil: naiv position i forhold til naturen, og længere ud til en reflekterende position.

Rykket fra en umiddelbar til en reflekterende position kan beskrives som en bevidstgørelse af syndefaldet fra enheden med naturen: Mennesket falder ud i eksistensen. Midt mellem naturen og mennesket stod nu landskabsbilledet og trøstede. Afstandsfølelsen i landskabsbilledet anskueliggjorde syndefaldet.

Jeg mener dog ikke, at der kun er tale om trøst. Sansningen af naturen er samtidig afstandsløs, som Løgstrup påpeger. Det er her naturen bliver manna for sjælen. Landskabsbilledet minder om dette, og det er ikke kun et minde om syndefaldet men også om skabelsen.

Reformatorernes modstand mod stærke helgenbilleder gjorde landskabet til en relativ spiselig genre. Det sjælelige rykker fra helgenbilledet over til landskabsbilledet. Landskabsbilledet slår ikke an i det katolske Italien. Det forbliver i den forstand en reformatorisk genre.