Overvejelser om et Maria-billede

Maria dukker op i bibelhistorien ved bebudelsen. Og der kommer flere historier om besøget hos Elisabeth, Jesu fødsel, og flugten til Ægypten. For ikke at tale om, da Jesus bliver voksen og hun prøver at besøge ham, men bliver nærmest afvist. Til slut dukker hun op ved Jesu kors.

Der er mange muligheder i en afbildning af Maria bebudelse: Hvordan reagerer Maria ? Byder hendes fromhed at hun bare siger ja tak, eller bliver hun bange eller afvisende ? Hænderne viser det: På nogen billeder lægger hun hænder fromt sammen, på andre siger hun stop, eller bruger armene til at beskytte sig med. På nogen billeder peger hun på sig selv: Hvem, mig ?

Hun kommer med en reaktion på Gabriels besked. Men hvordan er Gabriel egentlig ? Kommer han ind og deklamerer. Er han et mere neutralt postbud. Tilsyndeladende skal hun ikke kvittere nogen steder. Gabriel kan være indladende og sødmefyldt. Så er det let for hende. Eller han kan falde ned på knæ for at komme på niveau med hende, som man gør, hvis man skal tale med et barn i børnehaven. Han kan være mindre engleagtig og nærmere en fremmedartet kraft. Så bliver hun bange. Eller det er et lys, der viser sig. I alle tilfælde bliver det svært at forklare Josef, at der allerede er andre der har planer for deres barn – eller at hun skal være rugemor.

I kunsthistorien optræder der ofte nogen assecories: Måske rækker Gabriel hende en hvid lilje. Måske har hun allerede en krukke den kan sættes i. Det er jo hende der er krukken. Måske har hun lige båret rundt på en krukke i køkkenet, uden at det endnu var gået op for hende, at det er hende der er beholderen. Måske er hun lammet af situationen, og liljen falder på gulvet. Eller den står allerede i sin vase midt på gulvet eller bordet: Hun er allerede gravid!

På ældre billeder ligger den en åben bibel, som hun lige har læst i. Det står jo allerede beskrevet i Det gamle Testamente, hvad der nu er ved at ske. Og lige pludselig nu, så sker det! Bibelen ligger pænt på en læsepult, som den gør i kirken, eller den ligger på bordet eller på gulvet.

Et sted så jeg en rosenbusk bag englen. En skrabet rosenbusk, der havde så lidt blomster, at man kom mere til at tænke på tornene. En forudanelse om tornekronen og lidelsen.

Der er tradition for at hun bærer rødt og blåt, jordens og himlens farve. Hun bliver det mennesket hvor himlen møder jorden. Hvor Gud møder menneske. Men hun kan også bære guld eller gul eller gul og orange, eller almindeligt simpelt ufarvet tøj.

I protestantisk kristendom er Maria et forbillede på tro. I de moderne billeder er der både tro og tvivl. Fortællingen bliver en udfordring til at tro, til at tage imod sin opgave fra Gud.

Hvordan ser et aktuelt billede af Maria ud? Hendes tvivl eller forskrækkelse skal med på billedet. Det er svært for hende at tolke oplevelsen. Hvis der er en engel på billedet, kan englen ses lidt bagfra. Eller måske skal hun møde Helligånden selv som et lys eller en kraft?

De gamle billeder er ofte placeret i en kirkelig arkitektur. Senere placeres de i køkkenet, hvor den unge kvinde har sit daglige arbejde. Nu kan det måske være teenageværelset eller kollegieværelset.

 

Abstrakt realisme

Abstrakt realisme kombinerer en figurativ afbildning med et abstrakt design. Den amerikansk fødte maler Bakr York, som nu bor og arbejder i Bejiing, noterer sig fem fordele ved at kombinere det realistiske og det abstrakte:

For det første: Metoden deler kunstnerens sind i to og det giver mulighed for en endeløs variation. Det nøjagtige billede og den ofte mere abstrakte grund til at det males konfronteres på lærredet.

For det andet: Mange unge malere fascineres af det realistiske maleri men støder mod “fascinations-muren”. Realismen er fascinerende, men hvad skal man give sig til, når man er kommet dertil, at man kan male, så det ligner? Bakr York citerer John cage: “If my work is accepted, I must move unto the point, where it is not”. Det abstrakte element giver mulighed for at vokse ved at håndtere ambivalens.

For det tredje:  Mødet mellem det realistiske og det abstrakte transcenderer både det første og det andet. Der er kommer et overskud af noget mærkeligt tredje.

For det fjerde: Den realistiske del hjælper beskueren gennem den abstrakte del. Der er en grund til at abstrakt kunst ikke altid værdsættes af publikum:  Den kan virke sværere tilgængelig. I abstrakt realisme er realismen der for forståelsen. Det abstrakte er der for ikke at blive forstået.

For det femte: Abstrakt realisme trøster i informationsalderen. Det er ikke helt kalrt, hvad meningen er med dette punkt. Jeg forsøger mig med en tolkning: Det realistsike indhold i maleriet arbejder med det genkendelige. Det er godt at få lov at genkende verden. Det abstrakte element giver i tilgift en aktuel ramme for det genkendelige. Det giver troværdighed. Men det abstrakte kan også dekonstruere det genkendelige. Det giver også troværdighed, da det er sandt, at traditionel afbildning er anfægtet i vores kultur. På samme måde anfægter det abstrakte det realistiske.

Jeg synes, at dette dobbelte afsæt er spændende. Jeg har selv svært ved at forlade det  realistiske, blandt andet fordi jeg er glad for at tegne. Jeg vil prøve at give plads til abstraktionen. Jeg har prøvet at lade det abstrakte komme ind til sidst, men jeg har erfaret, at den får for lidt plads. Måske var det en ide, at have den med fra begyndelsen i selve ideen til maleriet ?

Et landskab er naturen ophøjet til billede

Kunsthistoriker Jacob Wamberg har skrevet en god artikel om kunstens landskaber i bogen “Landskab” fra 2005. Naturen bliver til landskab, når den beskues af en følsom betragter. Der er følelser på spil, og dette får landskabsmaleriet til at svinge i retning af det sentimentale.

Her føler jeg mig lidt afsløret. Jeg vil gerne undgå det flæbende. Det tilbageskuende og reflekterende forhold til naturen vedkender jeg mig.

Vores forhold til naturen må skildres nuanceret. Naturen er vores vilkår, vores materiale, vores ophav og vores glæde. Naturen manna for sjælen og netop det kan fastholdes i landskabsmaleriet.

Bymennesket blev efterhånden mere fremmedgjort fra naturen. Det fik brug for billedet af landskabet. Derfor voksede landskabsbilledet frem i bykulturer. Ægyptere og mesopotamer leverede de første billeder. Grækere og romere leverede indramningen.

1400-tallet frembragte landskabsmalerier med en spænding mellem realisme og romantik. Man blev bevidst om afstanden til naturen, og maleren rykkede fra en direkte, konkret eller om man vil: naiv position i forhold til naturen, og længere ud til en reflekterende position.

Rykket fra en umiddelbar til en reflekterende position kan beskrives som en bevidstgørelse af syndefaldet fra enheden med naturen: Mennesket falder ud i eksistensen. Midt mellem naturen og mennesket stod nu landskabsbilledet og trøstede. Afstandsfølelsen i landskabsbilledet anskueliggjorde syndefaldet.

Jeg mener dog ikke, at der kun er tale om trøst. Sansningen af naturen er samtidig afstandsløs, som Løgstrup påpeger. Det er her naturen bliver manna for sjælen. Landskabsbilledet minder om dette, og det er ikke kun et minde om syndefaldet men også om skabelsen.

Reformatorernes modstand mod stærke helgenbilleder gjorde landskabet til en relativ spiselig genre. Det sjælelige rykker fra helgenbilledet over til landskabsbilledet. Landskabsbilledet slår ikke an i det katolske Italien. Det forbliver i den forstand en reformatorisk genre.

 

 

Lysets længde

Jeg var så heldig at få til opgave at illustrere Arne Andreasens ny CD-bog “Lysets længde”. Det var her i foråret, hvor jeg var optaget af den engelske maler Lewis Noble og hans udendørs akrylskitser. Lewis Noble bruger vandopløselig blyant og akryl på tegnepapir. Han beskærer skitserne, når han kommer hjem og bruger stumperne til collage. Det bliver billeder med liv og dynamik. Lewis Noble blander akrylfarverne oppe på billedet.

Jeg tog det samme grej med på sommerferie ved Vesterhavet, men blandede nu mine farver på en palet. Jeg havde lyst til at bruge samme teknik til illustrationerne til Arnes bog.

Arnes musik fik jeg som mp3-filer. Jeg vil sige at musik er abstrakt. Ofte omsætter malere musik til farver. Farverne som gengiver stemninger. Arnes værk har form som en messe. Messen skifter stemning undervejs. KYRIE vil ofte indeholder mørke toner. HALLELUJA går mod det lyse. GLORIA opfatter jeg som en lovprisning med større ro. Jeg satte musikken i ørerne og lod nogle speedmarkerne køre på papiret.

Arnes popmesse er ikke kun stemningsskift. “Lysets længde” handler om noget. Det er virkeligheden, der mødes med evangeliet. Arnes medfølgende poesi og sort/hvide fotos repræsenterer virkeligheden. Mine illustrationer har lagt mere distance til det konkrete. Jeg taler med farver, form og kendte symboler fra krop, landskab og kristendom.

Det var godt vejr i sommerferien og dejligt at stå ude med billederne spredt på græsset. Originalerne er til salg.

Fantasiens frie samspil med forstanden

Jeg har læst lidt videre rundt om Kant og kunsten. Nerdrum kan mene at hos Kant begynder forfaldet fra de klassiske dyder, men nu ser jeg mere på Kant som en overgangsfigur til romantikken. Kant tilkender geniet originalitet, men lænker også geniet til studiet på den ene side og til smagen på den anden side. Smagsdommen er fantasiens frie samspil med forstanden. Vi taler her om en dømmekraft der tænker efter.

Tiderne skifter, men ikke som når man vender en hånd. Det subjektive begynder at fylde, men geniet flyver ikke helt op i de guddommelige højder før romantikken.

Nerdrum skildrer udviklingen som en forfaldshistorie. Man må respektere hans engagement, men også se i øjnene, at subjektet bare skulle have noget plads i moderne tid. Det var vel også en befrielse.

Jeg deler Nerdrums ærgrelse over, at konceptkunsten sætter sig på det offentlige kunstliv, men når vi alle sammen har kedet os nok i dårlige installationer, så vil underskoven af inspireret håndværk vokse. Det sker allerede på mange gallerier. Det kan gå an at slippe offerrollen. De få genier som måtte komme, vil stadig øve sig og bruge både fantasien og fornuften.

 

Nerdrum og kunstpolitiet

Hvordan er det blevet sådan, at det vigtigste ved god kunst er, at det er nyt ? Hvornår begyndte den hæsblæsende jagt på det nye ?

Den norske maler Odd Nerdrum mener, at det kan tilskrives filosoffen Immanuel Kant og hans bog “Kritik af dømmekraften”. Her gør Kant sig til talsmand for, at geni er uforeneligt med imitation. Genier efterligner ikke. De finder på noget nyt.

Kants tanker har sat sig på kunstsamfundet med såvel lovgivende, dømmende som udøvende magt: Den lovgivende magt er Kants skrift “Kritik af dømmekraften”. Den dømmende magt er kunsthistorikerne (kunstpolitiet) Den udøvende magt er statens kunstinstitutioner og investorerne. Dem der har pengene.

Hvad har kunsten vundet med Kant, spørger Nerdrum og svarer selv: Frihed først og femmest: Frihed fra håndværk, ansvar og seriøsitet. Hvad har kunsten tabt? Det tidløse: Ansigtet. Mytologien. Glæden ved genkendelse.

Hvorfor gik det galt for Kant? Måske fordi han var protestant og pietist og optaget af babelsmyten: Historien om, hvordan menneskets havde et fælles sprog, byggede noget stort sammen og kom for tæt på det guddommelige. Gud syntes de kom for godt i gang. Han kastede en forbandelse, der nedbrød det fælles sprog. Nu har Kant givet Gud en hånd og nedbrudt kunstens fælles sprog.

Odd Nerdrum stiller Aristoteles overfor Kant: Hvor Kant mener at geniet ikke behøver kendskab, så stod Aristoteles for, at vores bedømmelse er baseret på sanserne. Vi har rent faktisk dømmekraft. Den skærpes når vi efterligner den foreliggende virkelighed. Når vi er interesser,et i virkeligheden. Kunstnerne efterligner det som allerede findes og forbedrer det ad den vej. De øver sig ved at interessere sig for verden.

Aristoteles tidsbegreb er cirkulært. Tiden byder på gentagelser og det er godt sådan. Kunstneren arbejder sig ind i de tidsløse problemstillinger. De vigtigste emner har altid været der. Hegels tidsbegreb er lineært. Kunsten må hele tiden tilpasse sig tidsånden og jage efter et nyt sandt udtryk. Den må finde på noget nyt.

Hvorfor skal kunstpolitiet og Kant bestemme over kunsthistorie og kunststøtte? spørger Nerdrum. Et rimeligt krav må være, at man på kunstakademiet også har 50% chance for at møde en lærer, der tænker aristotelisk.

Har Nerdrum ret i sin kritik ?  Vi ser mange kæmpe kunstinstallationer, hvor vi må spørge os selv: Hvor god er egentlig ideen? Er det egentlig noget ved, når vi ser bort fra størrelsen? Avantgarde er efterhånden blevet meningsløs, mener Nerdrum.

Omvendt er der også meget gammel kunst, som er fuld af løgn: Mange af de akademiske historiemalerier var også bare store for at imponere og sætte sig på historietolkningen. Peterskirken var vel også et babelstårn, der blev lovlig højt. Der er blevet bygget romanske landsbykirker i det tyvende århundrede som var pæne på julekort, men gjorde kristendommen fortidig. Der lader til at være nødvendigt, at det nye kommer og rydder bordet.

Er Odd Nedrum den rette til at forsvare det tidløse i kunsten?  Imiterer hans malerier ikke bare Rembrandt uden sans for at tiden rent faktisk går?  Er han ikke selv blevet en kliché?

Men hans indlæg er på sin plads og hans forslag om at finde en mellemvej mellem Aristoteles og Kant er rimelig. Det kunne være spændende, hvis han selv tog et skridt mod midten. Han malede engang et billede der hed “Mordet på Andreas Bader”. Det var både aktuelt og tidløst. Ikke at det skal være et krav: Nogle emner er jo tidløse og gyldige.

Maleriet må have respekt for sig selv. Det må have et afsæt i det nødvendige, få os til at føle det vi bør føle, invitere os ind og få os til at tænke. Det må kende sig historie og sit håndværk. Demokrati betyder ikke at alt er ligegodt, eller at alt er ligemeget. Der er forskel på god og dårlig kunst, og vi har vores sansers brug til at bedømme det.